177 / 260
i
58
«Det vil jeg maaske ogsaa give, dersom Stedet kon
venerer mig.»
«Men jeg maa have alle Pengene paa Bordet.»
«Jeg kan lige saagodt forrente mine
Penge her i
Huset som andetsteds.»
Carit Etlar traadte med et Suk ned fra Stilladset og
fremviste Stedets Herligheder.
Handelen sluttedes.
Kort
efter fremstillede han sig for sin gamle Velynder, J. H. Lund,
og lagde en velspækket Tegnebog paa Bordet.
«Hvor meget er det saa, jeg skylder Dem?» spurgte
han med Værdighed.
«Var mit Raad daarligt?» spurgte den venlige Mand.
«De
har tjent femtusindRigsdaler.
Gaa nu ud og afstik
Demet Par nye Tønder Land til samme Priis. Følg mit
Raad: tag hele Stykket. De vil ikke fortryde det.»
«Aldrig i Evighed! Nu vil jeg kun bygge mit eget
Hjem. Jeg vil leve for at skrive, ikke for at bygge Huse.»
«Som De vil. Men den Jord har, som sagt, Frem
tiden for sig.»
Den gamle Mand fik Ret. Nogle Aar senere var Jor
den i Frederiksberg Allee en Formue.
Carit Etlar nøiedes altsaa med at afstikke en ny Tønde
Land
og begyndte atter at bygge.
Et halvt Aar senere
var det Huus reist, som i femogtredive Aar blev Digterens
Hjem i Frederiksberg Allee.
Saaledes gik det til for halvhundrede Aar siden.
Alt
er nu forandret. Lærken stiger ikke mere i Veiret fra Fru
Holmblads Eng, Folk, som vender hjem fra deres Spadsere
gang i Haven, synger ikke i Frederiksberg Allee eller lytter
til Nattergalen,der før sad og slog oppe i Lindetræernes
tætte Løvværk. Bygningen med de smaa Taarne er om