176 / 260
157
mere og mere indtaget i det originale Kunstværk. Forsøget
lykkedes, og en Form tilveiebragtes over Antiken; men
imedens han var ifærd med at støbe den Figur, som endnu
pryder Villaens Façade, sprækkede Formen, og Arbeidet blev
kun reddet ved, at han slog Armene om Formen og holdt
fast, til Gibsen stivnede.
Da Huset var færdigt, kaldte J. H. Lund Eieren til sig.
«Jeg har en god Nyhed til Dig: jeg har saa godt som
solgt Dit Huus,» sagde han.
«Aldrig i Evighed!» var Svaret. «Jeg har bygget for
selv at fæste Bo. Nu vil jeg lukke mig inde og skrive.»
«Snak! Du skal sælge og være glad derover. Imorgen,
Søndag, kommer Kjøberen ud til Dig. Du vil velsigne det
siden.»
Sørgmodig stod den unge Mand næste Formiddag paa
Stilladset og satte Gesims op under et Loft. Modellen til
disse Gesimser havde han nylig hjembragt fra det gamle Slot
i Sønderborg, hvor han havde aftegnet nogle smukke Dekora
tioner, Rosenfalk støbte dem, og de skulde nu pryde Lof
terne i det Huus, der dog aldrig kom til at huse hans
Drømme.
En ældre Herre banede sig Vei mellem Tønder og
Brædder hen mod Eieren.
«Her ryges ikke,» raabte Eieren barsk. «Jeg ryger
ikke selv herinde.»
«Jeg er Etatsraad Vibe og agter at kjøbe dette Huus,
som er mig anviist af min gode Ven, J. H. Lund.»
«Jeg troer ikke, der bliver Noget af den Handel;
Huset koster femten tusind Rigsdaler,» svarede Carit Etlar
i det Haab, at denne uhørte Sum skulde umuliggjøre Salget.