173 / 260
>54
paa hans Jord og nu rolig sad paa en Tømmerbuk og saae
til. Carit Etlar blev grebet af en retfærdig Harme over
saaledes at see sin Eierrettighed krænket og foer op fra
Brøndhullet, overstænket af Leer og Søle.
«Naa, saa De er af den Slags Folk, det kan jeg lide,»
sagde den gamle Herre, Jens H. Lund, med et Smiil over
sit velsignede Ansigt. «Kom nu herhen og spiis lidt med
af min Fastelavnsbolle. laften skal vi hjemme hos mig tales
nærmere ved om Sagen.
Dette her kan jo ikke blive til
Noget.»
«Ikke blive til Noget! See, deroppe i Enden af mit
Jordstykke er vi ifærd med at reise et lukket Lysthuus.
Der sætter jeg mig nu til at skrive en Fortælling om Kjø-
benhavnerliv; den er bestilt af Jacob Davidsen til «Flyve
posten». Det giver Penge til Dagløn; Arbeiderne vælger
jeg ud blandt Slaverne i Tøi- og Rasphuset; de er billige.»
«Kan De holde Styr paa de Karle?» spurgte den gamle
Mand tvivlende.
«Ho, ho!» svarede Digteren og strøg fornøiet sine
lerede Hænder af paa Beenklæderne; «det gaaer, det skal
gaae.»
«Ja nok,» tilføiede en dyb Basrøst, og Billedhuggeren
Rosenfalk, som i den Tid var nøie forbundet med Forfat
teren, traadte frem og forestillede sig som Carit Etlars Kon
tubernal og Medarbeider.
«Naa ja, kom saa hjem til mig iaften,» sagde den gamle
Rigmand, synlig fornøiet med, hvad han saae.
Dermed
gik han.
Samme Aften traf Brosbøll J. H. Lund ved en Gaase-
steg i hans gammeldags Stue.
«See, nu tager jeg Prioritet i Deres tilkommende Eien-