203 / 651
Statens Pengetransaktioner.
179
har — og dette vel snarest — været for sangvinsk baade i sit
Haab om at undgaa finansielle og politiske Kriser og i sin Tro
paa, hvor langt de Palliativer, man fra Dag til Dag hjalp sig
med, kunde række. Der fandt ikke blot en saadan Sammen
blanding Sted af Statsbank og Privatbank, at man, istedetfor
ved finansielle Kalamiteter at have Ryggen fri til en af Siderne,
altid var sikker paa at trække hinanden med i Faldet, men
Staten negocierede stadig med sine Agenter og Bankiers for at
have Valuta til Raadighed, saa at selve Statskassen, ligesom et
privat Pengeinstitut eller en privat Bankier, stedse var direkte
berørt af sine Forbindelsers Ve og Vel og maatte gribe til
overordentlige Forholdsregler, naar der hændtes dem Noget, for
at frelse sig selv. Det var Bankkontoret, der i Reglen benyttedes
som Mellemmand ved Vexelcirkulationen i Altona og Hamborg,
og de Penge, det skaffede, kostede 6 pCt. foruden Fornyelses
provisioner o. 1. Skulde saa Pengene betales tilbage, var det i
Banco, og til Opkøb heraf havde man Courantsedler, af hvilke
der maatte bruges des flere, jo mere Kursen var sunket1).
Finansministerens Tanker drejede sig da ogsaa kun om hans
Vexler og hans Banco — „Banco, det eneste Ord, som med
stedse stigende Emphase og mangfoldige Modulationer lod sig
fornemme“ i selve det Schimmelmannske Hjem2).
De stærkt forøgede Skatter og de forskellige Laan, man
endelig med det nye Aarhunclrede blev tvunget til, vare en
9 Statgældskontorets Forestillinger af 4. Marts 1831.
2) R ist 1. c. Pg. 148. Det er i sin iøvrigt saa sympathetiske Skildring af
det Schimmelmannske Hus, at Rist, med de i Texten citerede Ord, for
tæller fra Tiden omkring 1800, at naar undtages Middags- og de seneste
Aftentimer, talte Schimmelmann om Intet andet end om Banco. Han
var, siger Rist, „ein Finanzkunstler“, der var uudtømmelig i Ressourcer,
hvilke, netop i Kraft af deres brogede Mangfoldighed, glippede den ene
efter den anden. Det er sammesteds Rist giver en saare mørk Skildring
af det datidige Kollegievæsens Slendrian og Falden fra hinanden og af
Embedsmændenes Mangel paa Interesse for deres Gærning og paa Dyg
tighed dertil. Sandsynligvis kommer dette Sandheden nærmere end
Eggers’ pligtmæssige Begejstring (i hans ovenfor citerede Afhandlinger)
over Finansernes Tilstand i Slutningen af forrige Aarhundrede og over
det store Arbejde, der i saa Henseende var gjort.
12