316 / 651
292
Colbjørnsens og Ørsteds Udtalelser om Forordningen.
ningen af 5. Janu ar gjorde (desværre) den Virkning, jeg be
frygtede; men endnu i højere Grad. Gud forlade hans Høj greve
lige Excellence! !! H an er en stor Synder.
H an synes dog at
være veltilfreds.
Gid vor gode Konge og Hans Undersaatter
kunde være det samm e“ 1). Det klareste Udtryk for Stemningen
faar m an ved Ørsteds egne Indledningsudtalelser i Eunom ia af
1815. H an klager over, a t Forordningen h a r fremkaldt „de
mest lidenskabelige og vrange Domme“ ; men n a a r h an væsent
ligst synes a t give Folks Urimelighed Skylden derfor — idet en
Mand sn art var fornøjet med Forordningen qua Debitor, sn a rt mis
fornøjet qua Kreditor, eller omvendt — da h a r h an ikke Ret.
Der er, som vi have set, Folk, hos hvem Interessen for det
Offentlige utvivlsom t v ar det afgørende for deres Bedømmelse
af Sagerne, og hvis Domme ikke vare m indre „lidenskabelige“,
end det store Publikum s og Forretningsmændenes.
Om deres
Domme vare „vrange“, er af den A rt Spørgsmaal, H istorien intet
afgørende Svar giver paa, fordi den ikke tillader Kontraprøver
— man vil f. Ex. aldrig faa a t vide, hvorvidt m an v ar naaet
ved Sexpr ocentsskatten alene, n aa r dennes Adm inistration strax
var bleven henlagt til en virkelig Nationalbank.
Saameget kan imidlertid siges, at Forordningen af 1813
hverken var original i sine G rundtanker eller fuldt forudseeende
i sine Enkeltheder. Dernæst skabte den Indgriben, hvorved
den vilde redressere tidligere T iders Ulykker, nye, der af Be
folkningen føltes saa meget haardere, som de syntes den vil-
kaarligt tilskikkede. Endelig evnede Forordningen ikke a t standse
Opløsningen, thi T ilstanden efter den blev langt væ rre end før.
Men da Freden hidførte Subsidier, Tilbagebetalinger og Lettelser,
da en Fredsperiode i mere end en Menneskealder derefter paany
bragte Næringsvejene i Trivsel, og da en fast og sparsommelig
F inansstyrelse blev raadende i Staten — saaledes a t tilsidst
S taten kom paa Fode, Folket til Kræfter igen — , da maatte
det naturligvis betragtes som en Fordel, a t en erklæret Banke
ro t i det forrige Slægtled havde gjort ren t Bord. Det var og
er Forordningens bedste Forsvar.
1) Y n gvar N ielsen. Bidrag til Norges Historie II. Christiania 1886.