315 / 651
Kendskab i Norge til Forordningen.
291
Den Hemmeligholdelse, Kongen havde krævet ved Forord
ningens Udarbejdelse, var i hvert Fald ikke bleven efterkommet;
det sivede ud overalt, at der var Noget i Gære. Bedst Besked
havde man naturligvis derom i Danmark, men heller ikke i
Norge var man uvidende om, at der forberedtes Noget. Da
Forordningen skulde endelig konciperes, udbad man sig kongelig
Tilladelse til at faa en „Gehejmekoncipist“, hvortil Assessor Vogt
blev udset; han kunde imidlertid ikke komme tidsnok, da han
var i Norge, men lian skrev ned fra sit Opholdssted, Drammen,
til Collin: „Her tales mangfoldig om en Finansplan, som er
approberet, og i hvis Følge en kongelig Forordning er under
Trykken, hvoraf man vil bebude en Reform i vort Pengevæsen“ 1).
Som ovenfor nævnet, vidste man ogsaa almindeligt, at det var
den østrigske Bankerotlov, Pengeforandringen skulde bygges over2).
Benyttelsen af, hvad man anede, til i Tide at skaffe sig af
med sin Gæld irriterede Folk, end mere forbitret var Publikum
over de formodede direkte Berigelser. Saaledes skabte Forord
ningen en Vrede hos Befolkningen, hovedsagentlig rettet mod
Loven selv, nu og da mod Personer, men der i hvert Fald var
udbredt i alle Samfundslag. At man kunde finde en enkelt
Forfatter, der loyalt tolkede sin Glæde over Pengeforandringen3)
betyder Lidet i Forhold til den Harme, der endnu mange Aar
efter herskede selv hos saa skarpsindige Iagttagere som Aal og
Rist. Ja, endog en Chr. Colbjørnsen kunde i Efteraaret 1813
skrive om Schimmelmann til Prins Christian Frederik: „Forord-
Venner derom i Forvejen; disse havde da i Tide stiftet Laan, købt
Land derfor og lod nu være at betale Laanene, da Gældsophævelsen
kom. Man beskyldte Solon selv for det samme, men denne Beskyldning
„tør man erklære for en Opdigtelse“. (Se A r i s t o t e l e s ’ nyfundne Skrift
om Atlienæernes Statsvæsen, tysk Udgave ved Kaibel og Kiessling, Strass-
burg 1891, Pg. 8—9).
9 Brev til Collin i Aktstykkerne vedrørende Forordningen. I Vogts Sted
valgtes Fuldmægtig Johnsen (død som Gehejmekonferensraad), „et sær
deles dueligt og honnet Menneske“. Smstds.
2) En af den norske Vicestatholder, Prinsen af Hessens Adjudanter, der
havde faaet Nys om Forordningen, benyttede sig af sin Viden til, lige
før Fd. udkom, at købe en stor Gaard i Christiania. D aae. Det gamle
Christiania. Pg. 349.
3) Se f. Ex. R a h b e k i „Dagen“ for 17. Marts 1813.
19*