310 / 651
286
Kongens Løsning af forskellige Kvæstioner.
der havde givet Afkald paa de Midler, Lovgivningen havde fore
skrevet til Sikkerhed for udestaaende Fordringer, maatte finde
sig i Tabet; endelig havde jo de paagældende Paragrafer af
Loven været under omhyggelig Overvejelse, nu var det bagefter
at ville have Forandring. Det sidste var der unægtelig Noget i,
men iøvrigt, hvilken Begrebsforvirring! At sammenligne For
retningsindsatser med Depositoer, og at bebrejde Befolkningen,
at den (ligesom i Norge) i et Sædvaneforhold som det fore
liggende ikke havde benyttet Forskrivninger, som om den kunde
vide, hvilken Forskel Lovgivningen b a g e f t e r vilde statuere mellem
Værdierne af de forskellige Arter af Gældsforpligtelser! — Men det
blev ved Kongens Resolution, og man vil forstaa, hvormegen
Ulykke og hvormegen Bitterhed en saadan Afgørelse, selv om eller
netop fordi den var i Henhold til Forordningen, maatte medføre1).
Den Række Tvivlsspørgsmaal, Forordningen fremkaldte, kan
tælles i hundredevis. Der var ingen Ende paa Vanskeligheder
og Stridigheder, om Prioritetsforhold, Fæsteforhold. Lejeforhold,
Spørgsmaal om Fordringernes Dækning og Art, og til en Frem
stilling af det Virvar, Forordningen fremkaldte gennem sit Ind
greb i de private Gældsforhold, hørte egentlig et Resumé af
25. Maj
1) Kancell. 7 Jnni 1813. — Kort efter gik Kongen paany stik imod en
Indstilling fra Kancelliet i en Sag, der forøvrigt kun forbigaaende berører
nærværende Sammenhæng, men af andre Grunde har Interesse. En Mand
meddelte Kancelliet, at ban havde et Gældsbevis paa 8000 D. G., udstedt
November 1812, og som skulde indfries April 18J3. Han spurgte nu, om
der, fordi der stod „Anfordring“ paa Gældsbeviset, skulde gives Debitor
Ret til at betale efter Kursen 1200. I sin Forespørgsel meddeler han, at
han i haandfaaet Pant havde faaet en Del Specier og Speciessedler. Dette
var forbudt efter Fd 26. Septbr. 1811 (jfr. ovfr. Pg. 235, hvor imidlertid Fd.,
i Henhold til K. T., er dateret 9. August istedetfor 26. Septbr.), men Kancel
liet mente, at det vilde være odiøst at straffe ham, da han aabenbart havde
handlet i saa god Tro, at han uden videre fortalte Kancelliet Sagen, uden
at denne havde Noget med Forespørgslen at gøre. Kancelliet vilde derfor
svare paa hans Spørgsmaal og forbigaa Lovovertrædelsen. Dog dette
tillod Kongen ikke, Manden havde overtraadt. Loven, og Beløbet skulde
konfiskeres efter Loven, m en d a M a n d e n ved s in e g e n M e d d e le lse
om O v e r tr æ d e ls e n k u n d e a n s e s som A n g iv e r, fik h a n , i O v e r
e n s s te m m e ls e m ed L o v e n , R e t ti l a t b e h o ld e 50 pC t. a f B e
lø b e t. Denne, fast utrolige, kgl. Afgørelse fremkom ved Resolution af
3. Juli paa Kancelliets Forestilling af 22. Juni 1813.