307 / 651
Debitorer og Kreditorer.
283
officielle Kurs — om en saadan overhovedet noteredes — endog
var langt fra at svare til den virkelige, var i det hele og store
den af Forordningen forudsatte Retning for Kursen den rigtige
og gav bedre Resultater, end om den for Sedlernes Konvertering-
benyttede Kurs, 1200, skulde have ligget til Grund for Afviklingen
af alle Gældsfordringer 1807—12. At man ikke helt ramte det
rigtige, beviser altsaa ikke, at man ikke skulde konvertere, naar
blot Retningen var rigtig. En vægtigere Indvending er, at For
skrivningernes Datum ikke afgav nogen Norm for, om Debitor-
eller Kreditor ogsaa var indtraadt i Forholdet paa hin Tid. Dette
Moment havde Ørsted, som vi have set. ikke manglet Blik for, men
havde ikke kunnet give en p r a k t i s k Løsning af Vanskeligheden.
Som Loven kom til at foreligge, kunde den blive meget haard for
Debitor. Naar A. havde stiftet en Gæld hos G. paa 100 D. G. før
Krigen, og B. havde overtaget Gælden, da Kursen var 500 — men
selvfølgelig kun havde faaet 100 D. C. (d. e. 20 Sp. eller 40 Rbcll.)
for at overtage den — og ikke behøvede at betale Gælden til
C. eller havde Retssag derom, kort sagt endnu stod i Gælds
forhold til C., blev han pligtig til nu at betale den mod 100
Rbdl. De Lettelser, Debitor fik ved Forordningen, kunde ingen
lunde opveje denne store Forskel i Gældsbeløbet, og der øvedes
altsaa en betydelig Uretfærdighed imod ham. Nu var det
naturligvis en urimelig Fordring af Opinionen, at Forordningen
skulde tage mere Hensyn til Debitorer end til Kreditorer. Mang
foldige vare i ét Forhold Kreditor, i et andet Debitor, og hverken
fra Statens Standpunkt eller i Almindelighed var der tilstrækkelig
Grund til at begunstige Debitorerne, saameget mindre som det i
Løbet af Krigen mest var gaaet ud over Kreditorerne; for hver
Dag, en Debitor vandt med Betalingen af sin Gæld, led Kreditor
Tab, og mangen Debitor anlagde urimelige Retssager blot for at
trække Tiden ud og, under Kursens stadige Forringelse, komme
saa meget lettere fra sin Gæld. Men paa den anden Side var
det under Gældsfordringernes livlige Skiften fra Haand til Haand
ret almindeligt, at Forskrivningstiden vedkom en anden Debitor
end den nuværende, og paa denne Maade kunde saadanne
Debitorer lide store Tab. Til den anden Side kunde, som
ovenfor nævnt, mange Kreditorer, der midt i Perioden havde