309 / 651
Handelshusenes Debitorer.
285
afgjort, hvornaar de vare stiftede. Men man havde overset dels
Forhold som de omtalte i Norge, dels mange andre Forhold,
hvor Bestemmelsen om, at Gælden kunde afgøres efter en Kurs
af
1200
, var meget haard.
Det er foran omtalt, at mange Folk havde større eller
mindre Kapitaler indskudt i Privatfolks Forretninger uden andet
Bevis derfor, end hvad der laa i, at Beløbene vare opførte i
Handelshusenes Bøger, og at der fandt periodiske Afregninger
Sted mellem Handelshuset og Kreditorerne. Ifølge Loven var
denne Gæld altsaa at betragte som Regningsgæld, og Debito
rerne, der tidligere enten ikke havde haft Grund til at tilbagebetale
Beløbet — dels fordi de kunde have Brug for Pengene, dels fordi
de kunde vente, at Gourantkursen blev stadig siettere —, eller
der maaske følte sig forpligtede af Sædvaneforholdet til ikke at
tilbagebetale de i god Mønt betroede Penge med næsten værdi
løse, fik nu over hele Linjen en saadan Tilbagebetaling direkte
legaliseret. Det var da selvfølgelig en stor Ulykke for mange
af de Privatfolk, der Aaringer igennem havde haft deres
Penge staaende i større Forretninger, nu at faa dem i Hove
det, maaske højst med en Mark for hver Daler, de havde
givet. Og saa at Loven selv ligefrem anviste Debitorerne
denne Fremgangsmaade! Kreditorerne henvendte sig da til
den af Kongen nedsatte Kommission til Behandling af tvivl
somme Spørgsmaal vedrørende Fd. af 1813. Kommissionen bestod
af to Medlemmer af dansk, to af slesvigholstensk Kancelli, to af
Finanskollegiet samt Kammeradvokat Schønheyder og Ørsted, og
i Henhold til Kommissionens Indstilling, som Kancelliet sluttede sig
til, foresloges det, for at „redde Kreditorerne“, at udlaante Summer
af nævnte Art skulde tilbagebetales i Forhold til Gældens Stif
telsestid. Men hverken Kommissionens eller Kancelliets Forslag
hjalp. Kongen afviste det, fordi han opfattede et Gældsforhold,
hvor Debitor uden videre kunde tilbagebetale Pengene, som om
Kreditor havde dem liggende i en Kassebeholdning, blot med
den Forskel, at han ved at overlade Debitor dem, lod denne
løbe Risikoen og ovenikøbet betale Rente; Kreditor kunde der
for ikke vente sig Erstatning for den Værdiforringelse, Pengene
led, medens Debitor havde dem liggende; dertil kom, at den,