351 / 651
Danmarks Kontinentalspæmngslov.
327
Inden Aarets Udgang viste Danmarks formelle T ilslutning
til Kontinentalspæ rringen sig i Fd. af 24. Decbr. (Med F rankrig
var afsluttet en T ra k ta t i Fontainebleau 31. Oktober). Fo rord
ningen p aabød , at intet Skib, under nogetsomhelst F lag, der
enten direkte kom fra eller endog blot havde anløbet S tor
britannien eller nogensomhelst storbritannisk Besiddelse i eller
udenfor Europa, m aatte modtages eller forblive i nogen af det
danske Riges Havne (overhængende Fare undtaget). Derfor
maatte intetsomhelst Skib modtages i nogen H avn, uden at
dets Papirer i saa Henseende undersøgtes, og Skibsbesætningen
havde afgivet edelig Forklaring. Ingensomhelst Vare af engelsk
Oprindelse, selv om den var indtaget i nevtral H avn , m aatte
udlosses, intet Skib m aatte udklareres til engelsk Havn o. s. fr.
— Under 24. December toges ogsaa endelig Bestemmelse om,
at de hidtil kondemnerede engelske Varer og Fordringer etc.
skulde konfiskeres, saa at hermed Skridtet var taget fuldt ud i
Krigsførelsen ikke blot mod England som Stat, men ogsaa mod
hver enkelt Englænder, hans Person og hans Ejendele.
Voldsomheden i de Beslutninger, der saaledes inden Ud
gangen af A aret 1807 vare tagne, er umiskendelig, og den lader
sig vanskelig forsvare. Hvad man navnlig h ar bebrejdet hin
Tids Regering er Brevtvangen og Konfiskationen af de engelske
Fordringer. Bestemmelserne om, a t Breve til eller fra Udlandet
skulde aabnes, tra ad te endog i Kraft otte Dage før Forordningen
herom udkom , hvorved mange fortrolige Ting overgaves til
underordnede Funktionæ rers S ladder, Raahed og Misbrug, og
man opnaaede dog forsaavidt ikke, hvad m an vilde, som det
blev Skik og Brug aldeles a t gaa udenom Postvæsenet og lade
Rejsende besørge de Breve, man ikke ønskede a a b n e d e x). Selve
Postvæsenet gennemførte ikke Forordningerne med den Stræng-
hed, Kronprinsen fordrede; i det hele bidrog Embedsstandens
Uvilje i T idsrumm et 1807— 14 mod de altfor strænge og altfor
smaalige Bestemmelser til a t gøre Livet mere taaleligt, end en
rigorøs Gennemførelse af Lovene vilde have muliggjort. Men fra
Holsten sendte Kronprinsen den ene Paamindelsesskrivelse efter
x) Ri st 1. c. II. pg. 14-15.