541 / 651
ogsaa. at kun Kvinder maatte beskæftiges der1). — Disse for
domsfri Anskuelser om Kvinders professionelle Uddannelse vare
jo imidlertid til den Grad knyttede til Tidsforholdene, at det
intet Under var, de ingen Frugter satte, da Tiderne saa stærkt
forandredes, at der snarere blev for stort end for lille et Arbejds
tilbud, og da Lavsforholdene igen for lange Tider faldt ind i
deres gamle Skure.
Den Belæring, Regeringen vilde give Mestrene ved at lade
dem taa at se, hvor godt man arbejdede med ulavsmæssige
Medhjælpere, hang sammen med, at man ingenlunde var tilfreds
med Forholdet mellem Mestre, Svende og Lærlinge indenfor
Lavene. Hovedsagentlig var Regeringen og andre Udenfor-
staaende ret tilbøjelige til at give Svendene Skylden. Ikke blot
modsatte Svendene sig alt Nyt, men Mestrene, hedder det i
Forestillingen om Marstrands Bageri, have hidtil „været højst
afhængige af Svendene og maattet tilstaa, hvad Vilkaar disse
selv lystede“ Iden citerede Skrivelse fra de 32 Mænd foreslaaes
det, at der skulde sættes alvorlige Straffe for Arbejdets For
sømmelse, saa at Svendene virkelig arbejdede paa alle Ugens
Arbejdsdage, og at der blev sat en Grænse for deres „Begærlig
hed og Selvraadighed“. Samtidig vilde man have bestemt, at
ingen Svend maatte forlade sin Mester uden efter et Fjerdingaars
Opsigelse o. s. fr. Man var dog heller ikke blind for, at Sven
dene ogsaa maatte lide under den lierskende Dyrtid. Hvor
vanskelige Tiderne kunde være for Svendene, selv om de fik
højere Arbejdsløn, viste sig saaledes bl. a. ved de stadige Krav
paa højere Tidepenge, som dels motiveredes ved, at Ydernes
Antal aftog, dels ved at Hospitalspriserne vare satte til Vejrs;
jævnlig maatte derfor Øvrigheden tvinge Svendene til at yde de
forhøjede Bidrag, idet man jo gik ud fra, at Svendelavene havde
en Pligt til at holde deres Sygelade saaledes i Stand, at den
kunde bære alle tilstødende Udgifter (jfr. ovenfor Pg. 135). Men
for at dette kunde ske. maatte i Krigens Aar Bidragene under
siden sættes op til omkring det dobbelte2)- Heller ikke var
n
tt
7 D ecbr. 1813.
)
Kane. 9 Februar 1814
) Tømrersvendenes ugentlige Bidrag sattes i 1809 op fra 5 til 8
[i
ugentlig,
Klejnsmedenes samm e Aar fra 8 til 18
[h
for det første Aar (til at
Forholdet, mellem Mestre og Svende. Tidepengenes Forhøjelse. 5 1 7