143 / 180
hed Rettigheder og Beskyttelse var borte; men endnu var
det ikke gaaet op for den, at det Grundlag, hvorpaa den
skulde udvikle sig, maatte lægges af den selv ved et langsomt
og slidsomt Arbejde. For denne Slægt stod den gamle Lavs
tid — trods Fattigdom og Mangel paa Anseelse — i det store
og hele som en gylden Tid, og for den vedblev de tvungne
Fagprøver og de tvungne Organisationer at staa som efter
stræbelsesværdige Idealer. Ved egen Kraft mente den intet
at kunne udrette; kun, naar Regeringen og Lovgivningsmag
ten satte sig i Bevægelse, troede den, at der kunde opnaas en
nogenlunde betrygget Fremtid for Haandværkerstanden. Lige
ned til vor Tid vedblev disse Synsmaader at være raadende
indenfor den største Del af den danske Haandværkerstand.
Ogsaa indenfor Malerlavet er der gentagne Gange bleven ud
talt Tilslutning til dem.
Ved Siden af denne Slægt, der saaledes i alt væsentligt
fortsatte Overleveringen fra Lavsvæsenets Tid, fremstod der
imidlertid lidt efter lidt ikke saa faa yngre Mænd, der var
opvokset uden nogen Forbindelse med det gamle. De var
for det meste optugtede under den frie Konkurrences hidsende
og sporende Indflydelse, og tjent sig op, som de fleste havde,
fra bar Bund, stolede de i alt væsentligt kun paa sig selv. De
allerfleste af dem saa paa den tvungne Fagorganisation og paa,
hvad der stod i Forbindelse dermed, som Taabeligheder, der
hindrede dem i at faa Albuerum. De skulde nok, mente de,
vise, hvad de duede til, paa anden Maade. Det er Mænd af
denne Art, der har dannet de store Forretninger og for en
— 1 3 6 —