144 / 180
stor Del har bidraget til at give Haandværkerstanden noget af
den sociale og økonomiske Anseelse, den hidtil havde savnet.
Men hverken den ene eller den anden Type af Haand-
værkere var egnet til at give Organisationen fornyet Liv og
Betydning. Den ældre Slægt ikke, fordi den ingen ret Tro
havde paa, at der ad denne Vej kunde udrettes noget, og den
yngre ikke, fordi den var altfor overbevist om sin Evne til at
staa paa egne Ben.
Naar Forholdene var saaledes, og det var de i en Men
neskealder efter Næringslovens Vedtagelse, er det intet Under,
at Flaandværkerorganisationerne levede en ret hensygnende
Tilværelse.
Indenfor Malerlavet viser denne sig ved et stadigt svin
dende Medlemstal. De gamle døde, og de unge brød sig ikke
om at træde ind. Man saa vel temmelig snart, at der var
noget galt, men forstod aabenbart ikke den dybere liggende
Aarsag.
Meget hurtigt kom man dog paa det rene med, at det
Særpræg, man ved de nye Loves Ikrafttræden havde ønsket at
give Lavet som Samlingssted for de Mestre, der havde af
lagt Fagprøve, ikke kunde holdes, hvis man i det hele taget
vilde have nye Medlemmer ind.
At gøre Prøven lettere og mindre kostbar, hvilken Mulig
hed man først undersøgte, førte intet til. Tilbage blev da
kun at optage Medlemmer uden den i Lovene ommeldte
Prøve, og det begyndte man med fra 1866.
Det var det første Brud med det gamle. Et andet af
mindre Betydning gjordes ved 1871 at ophæve Medlemmer-
— 0 7 —