233 / 258
Danser vi Pengene ud a f Landet?
1919
Den muntre „Per Pryd“
maner os til Alvor f
Andreas W inding.
November.
Den Gang Verden — inden Ver
denskrigen — var en eneste stor
Idyl, var »Per Pryd« — det kendte,
frygtede og beundrede Journalist
mærke —Københavner-Smilets ufor
lignelige Repræsentant. Blond og
leende, med skalkagtige Blink i de
blaa Øjne, gik
Andreas Winding
(alt-
saa »Per Pryd«) gennem sin By og
lod dens prominente Herrer og Da
mer genopstaa i sit Blads Spalter,
genfortalte deres smaa og store Kø
benhavnerhistorier med saa smidig
en Ynde, saa elegant et Vid, at selv
de portrætterede og let karikerede
Københavnere fandt, at det var en
kostelig Spøg.
Saa kom Krigen, og Winding blev
Krigskorrespondent. Hans Evne til
lynsnar Iagttagelse fornægtede sig
ikke under Opholdet i Frankrig, og-
saa hans Form havde samme smi
dige Lethed — men der var kommet
Alvor med i Spillet.
„Per P ryd
“
som Konferencier.
Nu forleden, da Andreas Winding
var vendt hjem til København, havde
Anna Norrie
faaet »Per Pryd« lokket
til at optræde i sin Kabaret »Edder
koppen«. Man ventede et Københav-
neri, og man fik det ogsaa . . . som
en Indledning. Winding lagde for
med nogle københavnske Vitser; han
sagde om
Georg Høebergs
Frem
førelse af »Tristan og Isolde«: »Det
var en trist And I sol’de« (Oh!), for
talte om, da
Gerda Christophersen
forgæves friede til
Herman Bang,
og
da han selv —med samme Resultat
— friede til Gerda Christophersen.
Men saa blev den smilende »Per
Pryd« til den alvorsfulde Andreas
Winding:
Vi danser Pengene
ud a f Landet.
—I disse Dage er det netop et Aar
siden, vi fik Vaabenhvile. Hele Ver
den tog sig et Aars Ferie efter det
strenge Stykke Arbejde, — ogsaa
Danmark, som ikke havde været
med i Arbejdet. Og som vi morede
os! Der var
Glæde over Danmark,
og
København var
Glædens Stad,
hvor
alle Orkestre spillede
Madelon,
og
hveranden Pige dansede med en
fremmed Soldat.
Men hvad kom der
ud deraf
? Vi dansede alle Pengene
ud af Landet. Det, der skulde have
været en kort Tids Forfriskning, det
blev en daglig Vane. — Det sidste
Aar har vist os, at Danskerne ikke
holder af Alvor. Og Københavnerne
smiler ad den Mand, der tager sig
selv højtideligt.
Ude i Europa — dér kendes Al
voren! Vi oplevede forleden her
hjemme ved Vigerslev en Ulykke,
der gjorde os stille et Øjeblik. Europa
har fire Aar igennem oplevet én
fortsat Jernbanekatastrofe. Forstaar
De, at det er Alvoren, der vil præge
den nye Tid —
det nye Rige,
der skal
komme. Det er Alvor og Lidenskab,
hvoraf den ny Verden fødes.------
Winding
hilstes med bragende Bi
fald. Selv den bitre Pille var saa ele
gant trillet og saa nydeligt sukret
ind, at Københavnerne svælgede den
ned med Glæde.
Emil WulfI har
—
efter at have forladt Scala
—
overtaget Fønix-Teatret, hvor han har faaet
en solid Sukces paa en fiks Revy af
Ravn-
Jonsen og Johs. Westermann. Revgens Prima
donna er Frk. Soffi Damaris, der ses ovenfor.
Hun gør enorm Lykke med sit djærve Vise-
foredrag.
Peter Freuchen
vender hjem.
Peter Freuchen
er vendt hjem fra
Grønland, hvorhan
i seks Aar har
været Bestyrer af
Thule-Kolonien,
som han selv har
været med til at
anlægge sammen
med KnudRasmus
sen. Den gæve
Grønlandsfarer er
næstendels bleven
Grønlænder under
sit lange Ophold
paa Grønland, han
har giftet sig med
enGrønlænderinde
og faaet et Par dej
lige Grønlænder-
børn. Det varer
næppe længe, før
end Freuchen paa-
ny sætter Kursen
mod Nord.
Peter Freuchen vender hjem fra Grønland.
2 3 2