34 / 134
3 i
Stadsgraven var dengang paa sine Steder tilgroet
med en Mængde Andemad, og en skønne Aften, i Skum
ringen, gik en ung Grosserer af den mosaiske Trosbeken
delse og hans Forlovede lige ud i Graven, i den Tro at
det Grønne var en Græsplæne. Folk raabte op, men
ingen havde Mod til at forsøge paa at redde dem, da
kom Westerblaa tilfældigvis forbi. I en Fart sprang han
ud, og fik dem begge uskadt bugseret i Land; men
Herren var aldeles forvirret og sagde kun: »Mit Ur! mit
Ur! er mit Ur frelst?«
»Det véd jeg s’gunte,« svarede W. og rystede sig
som en Puddelhund, »men Livet frelste vi, og det er da
vigtigere.«
»Langtfra,« ' raabte Grossereren, »er der kommen
Vand i mit Ur, giver jeg Pokker i Livet!«
Men Aftenen efter maa han være kommen til bedre
Erkendelse, thi han søgte W. op, takkede ham og sagde,
at hvis han i Fremtiden skulde trænge .til noget, skulde
han blot komme til ham.
»Godt!« svarede W.,, »jeg trænger svært til en
Flaske Champagne, — jeg er saa umanerlig tørstig.«
»En! nei ti, kære Ven, — og lad os saa faa deres
Kammerater med.«
Og til almindelig Tilfredshed blev der efter Panto
mimen afholdt et større Champagnesold i Garderoben.
Kort Tid efter reddede han en lille Dreng, der var
smuttet ud gennem Broens Gelænder ved Ravelinen, og
laa og kæmpede med Døden i Stadsgraven. Han sprang
ud, uden at kaste Frakke eller Hat, og bragte Drengen
lykkelig iland; men da Folk jublende omringede ham,
smuttede han fra dem og sagde blot: »Sørg nu for, at