40 / 134
37
mindes den altid yderst soignerede, ældre Mand, klædt i
en Dragt, der var moderne for en Menneskealder siden,
bevæge sig med en Gang og Holdning som »Frieren«
hen over Pladsen, med en Vigtighed, som om det gjaldt
Anstaltens Fremtid, ringe med den store Klokke, og
pligtskyldigst passe, om ikke nogen Artist gjorde sig
skyldig i en eller anden Forsømmelse, han skulde nok
være Mand for at opdage og paatale det.
Rørende var det, da han gik op med Luftballonen i
Sextierne. Han tog Afsked med alle sine Venner, og
betroede dem, at de vist neppe saa’ ham mere, men da
han velbeholden endnu samme Dags Aften stod paa
Tivolis Grund, var hans Mod og Selvtillid vendt tilbage,
og han beklagede lydelig alle de, som ikke havde del
taget i den mageløs dejlige Himmelfart.
Mærkelig nok var han det eneste Menneske, der i
Sommeren 1.884 døde her i København af asiatisk Kolera.
Et andet ret aktivt Medlem var Skræddermester
Odin Stæhr, forhenværende Skuespiller. Han gjorde sig
særlig bemærket som Sjoveren med Bærebøren i »Pjerrot
vanvittig af Kærlighed«. Der existerer en ret pudsig
Fortælling om ham fra den Tid, da han optraadte som
talende Kunstner paa det aabne Theater. Der skulde
spilles et Stykke, som hed »Et Glas Vand« , hvori han
skulde spille en ældre Komiker, der drikker to store
Glas Vand og saa skjuler sig i et Skab. Men en Aften
havde nogle Skælmsmestre fyldt Karaffen med den lifligste
Kommenakvavit; den kunde Odin ikke modstaa, han
tømte Glassene og dinglede ind i Skabet. Stikordet faldt,
der kom ingen Stæhr, hans Medspillende var fortvivlede;
endelig løb en hen og lukkede Skabsdøren op, der laa