42 / 134
39
bekendt ældre Pjerrotfremstiller Lehmann, der var dygtig,
havde Skole og Autoritet samt Lune, men savnede Vol-
kersens Originalitet.
Han var egentlig en elskværdig Mand; men des
uagtet havde han endel Fjender, der forfulgte ham paa
alle Maader. En skønne Aften var han paa Grund af
deres Kaadhed nær bleven kvalt.
I en Pantomime skulde han tilsyneladende have en
Mængde Mælk hældt ned i Halsen. Dette skete gennem
en Tragt, dér var lukket i Bunden, men med et Hul paa
Siden, hvorfra en Slange førte ned gennem Gulvet, og
derigennem løb alt det Kridtvand, der forestillede Mælken.
En Aften havde imidlertid nogle Skarnsmennesker taget
Bunden ud af Tragten og klistret et Stykke Sølvpapir
istedet, og da Vandet blev hældt ned, løb det selvfølgelig
ned i Halsen paa Manden, der maatte skrige Gevalt for
ikke at omkomme. Der udlovedes en Ducør af 10 Rdl.
tor Opdagelsen af Gerningsmændene, men deres Navne
er en Gaade den Dag i Dag.
Trods sit lunefulde Sind holdt Stafford sig som arti
stisk Direktør paa Theatret i ca. 5 Aar; men da han en
Dag troede sig fornærmet af Bogholderen og under Paa-
skud af at ville hviske noget til ham bed ham i Øret,
blev han afskediget, og Volkersen overtog Posten, som
han beklæder den Dag i Dag.
Man maa imidlertid ikke tro, at Pantomimen har
hævdet sin Stilling derinde uden Konkurrence. Tvertimod
er der ofte gjort Forsøg paa at fortrænge den med
noget nyt, men det har altid vist sig, at selv om det
første Forsøg er lykkedes, blev Publikum dog ikke sta