Udlændighedens Afslutning
9
nach til Berlin og opholdt sig der nødtvungent flere Uger.
Hans Søn Jacob Sverdrup, der altid havde vist mig Hen
givenhed, hentede mig til Faderen. Denne kendte ikke et
Menneske i Berlin. Jeg besøgte ham hver Dag en Times
Tid for at gøre mit til at opmuntre den Syge.
Det, som først slog mig, var hvor upraktisk Johan
Sverdrup var som rejsende; man skulde tro, han aldrig
havde foretaget en Rejse før. Vanskeligt stillet som han
var, havde han i Kaiserhof paa anden Sal taget en Række
af de dyreste Værelser, en Hjørnestue til Salon, et Værelse
til hvert af Familiens tre Medlemmer og endelig et Værelse
alene til Kufferterne, der havde kunnet stilles paa Gangen.
I Kreuznach havde han søgt Lindring for Ischias; ved
Ankomsten til Berlin led han af Lungekatarrh. Jeg sendte
ham min dygtige Læge, Dr. Lohlein, der behandlede ham
og helbredte ham. Sverdrup lønnede ham fyrsteligt.
Men hans Almenbefindende var elendigt. Lohlein sagde
til mig: „Den gamle Herres Sygdom er Alderdomssvækkelse
(han var 65 Aar gammel). Hjertet slaar yderst svagt. Der
er intet derved at gøre“. Ikke desmindre besluttede Sver
drup paa min indstændige Anmodning at standse i Hamborg
for at raadspørge den berømte Dr. Eduard Cohen, der saa
ofte blev kaldet til Friedrichsruh og hvem det lykkedes at
helbrede Bismarck for hans Gigt. Jeg skrev et indtrængende
Brev til Lægen, med hvem jeg oftere havde talt, oplyste
ham om den Mands Værd, der kom for at raadspørge ham,
sagde ham, hvor mange der vilde være ham taknemmelige
for hvad han kunde gøre for Sverdrup, der dengang var
det frisindede Norges Haab. Om det var Lægernes Kunst
eller Sverdrups Natur alene, der gjorde det, er vel uvist;
men han levede mer end ti Aar endnu.
Dagene var dengang tunge for ham; de fulgte paa urolige
Nætter. Næsten hver Aften blev Afrejsen bestemt til næste