20 / 398
Udlændighedens Afslutning
13
alle vidste — at jeg gerne havde tilbragt Resten af Aftenen
med de Tilstedeværende, men at dette formentes mig af
Senioratet, blev der en stærk Bevægelse blandt Studenterne.
De, der havde fremtvunget, at jeg blev indbudt, havde alle
rede lejet en Sal andensteds. Fire hundrede Studenter fulgte
mig til Larsens Lokale. Fem trykte Sange, som havdes
parat, blev omdelte, nogle iblandt dem vittige.
Her et Par Strofer af en af dem:
Saa lad dem kun dreje Nøglen om
for Templet, hvor Sokrates staar som et Billed
paa Filosofi og Hedendom,
der, Gudskelov! udenfor Porten er stillet;
hvor nylig Kliken
lod Politiken,
Foreningens gamle Elsker, i Stikken,
:| skønt haardt det kneb. |:
Augurerne saa, at et Tegn betød,
man kunde for Æstetiken ej spares.
Naa, høre paa den — lad gaa til Nød!
men drikke med den — nej, Gud bevares!
Der kunde komme
til Ytring somme
mod Paludanister ukærlige Domme,
:| naar Rusen steg. |:
Og derfor staar som en Obscurant
vor Festsal hisset med Gassen slukket,
med Hoederne hyllet i Mulmgevandt,
med alle Gardiner for Vindverne trukket,
og fyldt i hver eneste
Krog af den reneste
friske Tobaksrøg og Brandes’ seneste
gyldne Ord,
ja gyldne Ord.
Jeg tog Plads mellem J. P. Jacobsen og Drachmann, talte
først til Svar paa Skaaltalen for mig, holdt dernæst en stor,
efter Sigende virksom Tale og sagde endelig tilsidst nogle
humoristiske og forsonende Ord, ved hvilke jeg udglattede en