121 / 215
— 118 —
terne, for at Kunderne kunde vide, hvem de handlede hos, 5) at Land
boernes Torvehandel med Kød blev forbudt, og 6), at al Omløben med Kød
i Husene blev forbudt. Det var med andre Ord alle de Punkter, hvorpaa
Lauget følte sig gaaet for nær, der her fremholdtes, men ganske uden
Resultat. I Kommissionens Møde 28. Februar 1796 indstillede man, at
der fremtidig ikke burde være mindre end 18 Frislagtere, og hvis Antallet
blev mindre, og ingen af Laugets Svende ønskede at tage Borgerskab
som Frislagtere, skulde Magistraten tilbyde Indvaanere paa Broerne
de ledige Pladser, for at Antallet kunde blive fuldt. Magistraten skulde
vaage over, at Frislagterne virkelig ogsaa slagtede og falbød Kød. Hvis
en Frislagter saaledes ikke inden otte Uger efter at have faaet Borger
brev benyttede sig heraf, skulde hans Borgerret være fortabt, og det
samme skulde være Tilfældet, om han i fire Uger holdt op at drive
sin Næring. Denne Kommissionens Indstilling findes Ord til andet
optaget i kgl. Resol. af 18. Juli 1798, jfr. Forordn, af 21. Marts 1800
om Haandværkslaug i København, Kap. 2. § 26, og blev saaledes Lov.
Det var Laugets sidste store Kampagne mod Frislagterne, og den blev
jo kun et Slag i Luften.
Ved en Raadstueplakat af 13. Marts 1801, indskærpet ved Plakat af
2. September 1816, indførtes den Bestemmelse, at Frislagterne paa deres
Udsalgssteder skulde anbringe et Brædt, hvorpaa Ordet Frislagter
skulde være anført. Bestemmelsen indførtes, for at det købende Publi
kum kunde kende Forskel paa en Laugsslagter og en Frislagter, da den
sidste jo var pligtig til at sælge sine Varer billigere end Laugsslagteren.
Lauget havde jo, som nylig omtalt, tidligere anmodet om, at Fri
slagterne maatte faa anvist særlige Stader eller Boder, saa at man ikke
kunde forveksle dem med Laugsslagtere. Dette blev ikke imødekom
met, og Laugsslagterne maatte stadig staa Side om Side med deres
Konkurrenter, men der indførtes dog nu et Skelnemærke.
Først saa sent som i 1828 blev det ogsaa paalagt Frislagtere, der
holdt Heste, ligesom Laugsslagterne at møde med Sluffer og Tønder i
Ildebrandstilfælde, og der er derefter saa godt som ingen Forskel
paa Laugs- og Frislagtere udover, at de første var Medlemmer af
Lauget, de andre ikke. Overfor Myndigheder som overfor Publikum
havde begge Parter omtrent de samme Rettigheder og Forpligtelser, og
Lauget havde altsaa i Virkeligheden ophørt at have særlige Præroga-
tiver, der betød noget, omend dets Artikler ikke officielt var sat ud af
Kraft.