KøbenhavnsSlagterlaug

—

189

—

rende Flæskemærker, og samtidig fremkom Bestemmelser om Udskæ

ring af Svinekroppe.

Aaret efter, ved Bekendtgørelse af 24. Juli, rationeredes ogsaa

Oksekød, ligesom der fastsattes Maksimalpriser herpaa. Ordningen

blev dog ikke af lang Varighed, idet den store Krig nu stundede mod

sin Ende. I November 1918 hørte Verdenskrigen op, og i Begyndelsen

af det følgende Aar traadte Fredskonferencen sammen i Versailles.

15. Marts 1919 hævedes de regulerende Bestemmelser om Befolknin

gens Forsyning med Oksekød.

Samtidig med Ordningen af 24. Juli 1918 indførtes en Bogførings-

pligt for Slagterne. Disse fik tilsendt en Række Tryksager, saaledes

»Journal for Køb af levende og slagtede Okser samt Salg af Huder,

Affald og Oksekød,« hvortil Indførslerne skulde overføres fra hen

holdsvis en »Salgsliste over hver enkelt Ekspedition af Oksekød og

Affald direkte til Forbrugere« og en »Opgørelse over Oksekød og Af

fald, der overføres og forarbejdes i eget Pølsemageri«. Journalen om

fattede ikke mindre end 24 Rubriker, 11 paa Indkøbssiden og 13 paa

Salgssiden, og ikke blot skulde hver enkelt Ekspedition bogføres, men

Slagteren skulde ogsaa opgive hver enkelt Købers Navn, Stilling, Bo

pæl og Postadresse. Hvad dette Forlangende betød af Arbejde for

Slagterne i den daglige Ekspedition, naar selv de mindste Indkøb,

f. Eks. 1f4 kg Fars, skulde noteres med alle de forlangte detaillerede Op

lysninger, gjorde Myndighederne sig neppe noget Begreb om, til Trods

for Slagternes stærke Protester. I Praksis viste det sig dog hurtigt, at

det ganske umulige System, der satte mange graa Haar i Slagternes

Hoveder, ikke kunde overholdes, og allerede paa Laugsforsamlingen i

December 1918 kunde Oldermanden meddele, at den Slagterne paa

lagte Bogføringspligt var hævet. Hele dette mislykkede Eksperiment

havde paadraget Statskassen en Udgift af 83 000 Kr. til Tryksager,

der nu var ganske overflødige.

Maksimalprissystemet var de gamle Tiders Kødtakster om igen.

Hele Ordningen viste, at Myndighederne intet havde lært af svundne

Tiders Fejlgreb. Man paalagde, som i gamle Dage, Slagterne at sælge

Kødet til bestemte Priser, men undlod af Hensyn til Landmændene

at fastsætte Maksimalpriser paa levende Kreaturer. Man tillod Ud

førsel af levende Kvæg i saa store Mængder, at Landet løb Fare for

i de kommende Aar at lide af Kreaturmangel, og først, da Faren blev

altfor iøjnefaldende, skred man ind. Da var Priserne paa Hjemme