—
31
—
af ham og hjalp ham til rette. Hvis Lauget hørte til de »geschenkte«
Laug, fik han den ham tilkommende Skænk eller Gave. Oldgesellen
sørgede for at »omskikke« eller »omskue« ham »efter Vallen«, d. v. s.
søgte Arbejde for ham hos Mestrene i bestemt Rækkefølge. Det gjaldt
saaledes for den vandrende Svend om at være fuldstændig fortrolig
med sit Haandværks »Gebrauch« og »Gewohnheit«. Uden det kom han
ingen Vegne, idet ingen, der hørte til et ziinftigt Laug, vilde kendes ved
den, der ikke kunde give fyldestgørende Beviser paa selv at høre til
der. Ziinften drev navnlig en stærk Kultus med Laugets Lade. Naar
LYDHAMMER AF BEN.
Indskriften er følgende:
(I) Jesu Nafn tager jeg dene Hammer i Hand,
Signe os Gud og den hillig Aand,
Hvo der icke agter dene Hammer Banker Liud,
Hand skal strax bøde paany.
Laden var stillet paa Bordet og aabnet, og Oldermanden ved at banke
paa den med Lydhammeren havde kaldt til Orden, maatte der være
stille i Salen, og alt skulde gaa sømmeligt til. Der er endnu mange flere
Forhold, mange flere Skikke, senere hen i Tiden mere og mere nar
agtige, efterhaanden som de gamle Former mere og mere udformedes
og forøgedes. Herpaa skal vi imidlertid ikke komme nærmere ind, og
naar vi i det hele taget er kommet noget ind paa Ziinften her, er Grun
den den, at det har været nødvendigt at paapege, at det københavnske
Slagterlaug, saa vidt vi nu kan skønne, aldrig har hørt til de ziinftige
Laug. At det aldrig har hørt til de »geschenkte« Laug, ved vi med Sik
kerhed. Det eneste, der kunde tyde paa, at Lauget i nogen Grad har
været smittet af Ziinften, er et Par Indførsler fra saa sent et Tidspunkt
som 1668 i den gamle Laugsprotokol, hvoraf fremgaar, at den nyop-