—
32
—
tagne Laugsbroders Edsaflæggelse foregaar for aaben Lade. Men det
at Slagterlauget har optaget Ziinftens Kultus med den aabne Lade, be
høver ikke at kendetegne Lauget som ziinftigt. Laden, hvori Laugets
Privilegier og Penge opbevaredes, var jo selvfølgelig et helligt Klenodie
for Lauget, og hvad var naturligere end at vise dette Ærbødighed,
tilmed naar man vidste, hvorledes andre Laug dyrkede Laden.
Det er jo egentlig kun ganske naturligt, at det københavnske Slag-
terlaug ikke var ziinftigt. Lauget var aldrig stort, det talte i 1743 kun
30 Medlemmer, og der har aldrig i dets Skraaer været fastsat Bestem
melser om Svendevandringer. Men Lauget har tilmed, saavidt det frem-
gaar af de bevarede Kilder, altid været udpræget dansk. Af de i de to
ældste Borgerskabsprotokoller, fra Aarene 1699 til 1723, nævnte Per
soner, der har vundet Borgerskab som Slagtere, ialt 49, var 28 født i
København, 9 i det øvrige Danmark, 6 i Sverige og 6 i Tyskland. At
disse 6 tyskfødte Medlemmer af Lauget, der er indkomne i Løbet
af 24 Aar, i nogen Maade skulde have kunnet præge det, tør dog ikke
antages. Desuden forekommer der ikke i den gamle Protokol nogen
Indførsel, der tyder paa tyske Skikke eller tysk Sprog. Men selv om
Lauget altsaa har været fuldt saa dansk som noget andet Laug, saa har
det naturligvis ikke kunnet undgaa at maatte lide under den Uvillie,
der paa højere Steder oparbejdedes imod Laugene, og som ikke mindst
skyldtes netop det, at Laugene herhjemme støttede deres Position ved
den nære Sammenknytning med de tyske Laug. De fremmede Haand-
værkssvende nægtede at arbejde i Laug, der ikke var ziinftige, og
danske Haandværkssvende kunde, praktisk talt, ikke rejse paa Haand-
værket, naar de ikke hørte til et ziinftigt Laug. Hvad nyttede det saa,
at Regeringen strittede imod og gav Bestemmelser om Laugene, ja
endog gik saa vidt, at den helt ophævede disse? Laugenes Organisa
tion var Regeringen for stærk, og paa Laugenes ubrydelige Sammen
hold prellede Regeringens gentagne Forsøg af.
Det synes, som om det hovedsagentlig er Skomagerlauget i Kø
benhavn, der, ved ikke at overholde de af Kongen fastsatte Priser paa
Fodtøj, har optændt den kongelige Vrede, saa at Kristian IV 19. Juni
1613 udsteder en Forordning, hvori det hedder, at da »Laugene paa det
højeste besværer vore Undersaatter, med hvad de hos dem skulle lade
gjøre«, saa forbydes nu alle Skraaer og al Laugsret. Enhver skulde nu
fremtidig kunne bruge sit Haandværk, naar han havde aflagt sin
Borgered.