135 / 274
124
afgjort Modstand, og de Paagældende, særlig de daværende
Præster, senere Provster Paulli og Schepelern, bevarede
bestandig med ubøjelig Konsekvens denne Holdning. En
kelte stillede sig strax afgjort og med Glæde paa vor Side
og støttede vore Forslag efter Evne. Jeg nævner særlig
Præsterne Holck og P. Krag. Det store Flertal indtog en
vis velvillig Neutralitet, men sluttede sig dog i det hele til
de Tanker, som førtes frem fra Lægmændenes Side.
Af de Indvendinger, som gjordes gældende, skal anføres
saadant som, at man ikke kunde tvinge Menighederne til
at samle sig om en bestemt Præst i et lille Sogn. Vore
Principper var en Fornægtelse af Frivilligheden. Sjæle
sorgen er ikke Enhvers Sag, den kræver et vist Talent.
Det var umuligt at paavise eller tænke sig, hvorfra de
mange Penge skulde komme, som vilde kræves. Man
maatte gaa langsomt til Værks og tage een Kirke ad Gan
gen. Vi var alt for idealistiske. Vi forlangte altfor meget
af Præsterne.
Præsten kan ikke gaa til Menigheden; den maa komme
til ham . Folkekirken kan ikke siges at have nogen Pligt
overfor de Enkelte. Jesus bar sig ikke saaledes ad, ikke
heller hans Apostle; det er metodistisk Surdejg; vor Herre
har ikke Brug for dette, at vi skulde tage os af de Enkelte.
Vi kan ikke frelse hvert eneste Menneske i Byen. Sogne
paa 16—20,000 Mennesker er paa ingen Maade uoverkom
melige.
Disse og lignende Udtalelser fremkaldte dog paa Møderne
stærk Modsigelse fra andre Præster, saaledes fra Krag,
Skat Rørdam, Dallioff, Christen Møller, der udtalte deres
Glæde over, at Lægmændene havde begyndt at røre paa
sig og vilde tale med om Kirkens Liv.
Og efterhaanden som Udviklingen skred frem, var der
liere og flere af Præsterne, der hjerteligt sluttede sig til
Kirkesagens Program og ydede deres Part til dets Ud-
ørelse i Virkeligheden.