KøbenhavnsKirkesag

129

for en lille Flok forkomne Mennesker. Og derfra udgik

et Arbejde til de fattige Hjem, som findes i disse triste

Gader, der blev holdt Trappe- og Gangmøder og Gade

møder, hvor det ikke altid var saa sikkert, om man kom

derfra med hele Lemmer. Jeg regner det til nogle af mit

Livs gode Oplevelser, at have faaet Lov til at være med

en enkelt Gang. Og der samledes nogle Mennesker til

Bibelsamtale i Myginds lille Stue.

Stor var Glæden, da Gethsemanekirke (uden Taarn) aab-

nede sine Døre en Søndag i Vinteren 1894, indviet af

Biskop Fog. Den tarvelige Kirke rumm er saa mange gode

Minder ogsaa for mig; en af mine Sønner blev f. Eks.

døbt der. Paa Indvielsesdagen var daværende Kronprins

Frederik og Kronprinsesse Louise tilstede med hele deres

Følge, en underlig Kontrast til alle de hundfattige Menne

sker og den myldrende Masse fattig klædte Børn, som var

forsamlede udenfor Kirken.

Det var bevægede Aar, de første derude i Dannebrogs

gade; det var ikke helt sjældent, at Mænd kom ind i Kir

ken rygende paa deres Cigarer, og ofte gik der Ruder i

Løbet. En Aften fik Høyer Næsebenet knust. Men My

gind forstod sine Folk, og de kom til at forstaa ham og

til at holde af ham og hans trofaste Hjælpere. Derfor

var det en stor Sorg for den lille Menighedskreds, ja for

mange andre med, da Mygind rejste hort til Syrien for at

arbejde der, og Høyer og hans Hustru samtidig forlod

Gerningen for at arbejde i Hebron.

Heldigvis havde Mygind haft en Præst til Medhjælper i

den sidste Tid, nemlig nuværende Sognepræst i Vivild,

Immanuel Bang. Ogsaa han var en M and , som Gud

brugte derude i de fattige Gader. Og han fik en trofast

Medhjælper i sin Hustru. Da man engang spurgte Mygind,

hvorledes det skulde gaa Bang, naar han blev alene, saa

svarede han : »Lad ham gifte sig, hans Forlovede er lige

saa god som en Præst.«