KøbenhavnsKirkesag

206

igennem. Der er ikke den Ting, i hvilken man ikke spo

rer Mesterens kyndige Haand og snilrige Tanke. Jeg vilde

ønske, jeg en Gang rigtig kunde faa Lov at

beskrive

den.

Det er især disse tre Ting: Korset, Rosen og Hjærtet, som

gaar igen overalt, atter og atter møder man dem lige fra

de mindste til de største Ting.

Saa er den tilmed saa smuk med sit højtliggende Kor

og Alter og saa praktisk indrettet med sin hyggelige,

rummelige Krypt med én stor og tre smaa Sale, Køkken,

Bibliotek o. s. v., — kort sagt: som

Værksted

betragtet

kunde vi ikke ønske os den hyggeligere eller bedre end

den blev under de givne Forhold.

Om den aandelige Side af Sagen vil jeg ikke saa gerne

udtale mig, derfor har jeg holdt mig til det ydre, selve

Kirkebygningen.

Jeg tror, jeg tør sige, at med Hensyn til Arbejdet og

Arbejdsmaaden er Eliaskirken

Kirkefondets ægtefødte Datter,

bygget, brugt og drevet efter Kirkefondets bærende Grund

tanker paa Frivillighedens Basis. Og Gud har rigeligt vel

signet Gerningen, sidste Aar blev der ialt i Eliaskirken

indsamlet 42,127 Kr. 90 Øre i frivillige Gaver til Menig

hedsarbejdet. Og dermed nok herom.

Nej, saa er det meget gavnligere at se paa, hvad Herren

virkede i Menneskehjærter den Gang, da vi samlede ind

til Kirkens Opførelse. Men Tiden vilde fattes mig, og

Pladsen vilde blive for stor, hvis det skulde beskrives i

det enkelte, f. Eks., hvorledes vi satte en Indsamling i

Gang særskilt for at faa dækket de 41,000 Kr., vi skulde

udbetale paa Byggegrunden, idet vi fik 41 Personer til at

give 1000 Kr. hver. Og da imidlertid Plads til den store

Trappe ud paa Torvet var bleven bevilget af Magistraten,

og den skulde koste 7000 Kr., og det rullede saa flinkt

med 1000 Kroners Indsamlingen, blev vi ved og fik ogsaa