29 / 274
18
sloges, ganske utilstrækkeligt, idet særlig Forstadssognene
vedblivende vilde være altfor store, dels frygtede Kirke
sagens Venner, at en Opførelse af otte Kirker ved offent
lige Midler — uden en tilsvarende Menigheds-Bevægelse —
kun vilde give tomme Rammer, som Livet ikke let vilde
faa Kræfter til at fylde. Men man enedes dog om loyalt
at støtte Regeringsforslaget som en udrakt Haand fra
Kirkestyrelsens Side. Og Udvalget og dets Venner optog
et kraftigt Arbejde til Bedste for Loven, uagtet »de 8 Kir
ker« i Datidens Politik blev lagt for Had i den store Be
folkning. Skulde Loven ikke gaa igennem, vilde Arbejdet
dog ikke være forgæves, idet man derigennem fik en god
Lejlighed til at lægge Sagen selv frem for store Kredse.
Heri tog man heller ikke Fejl. Forslaget om de 8 Kir
ker blev aldrig til Lov. Men baade de
Dagligstue-Møder
for Kirkesagen, der paabegyndtes i Dec. 1892, og det store
offentlige
Forhandlingsmøde i Koncertpalæet
19. April 1893
(indledet af Provst
S k a t R ø r d a m
og H.
U s s i n g ) ,
hvor det
gik meget varm t til, var afgjort medvirkende til, at For-
aaret 1893 blev en af de mest grødefulde Tider i Kirke
sagens Historie, idet snart hist, snart her nye Initiativer
sprang op, og Spirerne lagdes til meget af, hvad der senere
brød frem. Saaledes var det, for blot at nævne enkelte
Ting, i denne Tid, at to unge Piger paa Frederiksberg
følte sig drevet til at samle en Kreds til privat Forhand
ling om Menighedslivet — og herfra udgik Stødet til Ar
bejdet i Bedesalen paa Chr. Winthers Vej. Og det var
ved Mødet i Koncertpalæet, at Pastor
L ø g s t r u p
fdi Ideen
til »Præsternes Kirke«, der skulde blive et betydningsfuldt
Led i Løsningen af Kirkesagen paa Vesterbro.
Derfor blev heller ikke den Omstændighed, at Lovfor
slaget faldt (begravet i et Landstings-Udvalg), et Nederlag
for Kirkesagen, som Kirkens Fjender havde tænkt, men
lige det modsatte. Kirkesagens Venner følte sig lettede;
nu behøvede man ikke at frygte, at den officielle Støtte