Tømrerstrejken i København
1794
gået kontrakt, skulle mesteren betale svenden
3 2
skilling daglig i den
tid, der manglede til opsigelsesterminen. Beløbet gjaldt generelt samt
lige fags svende. Ligeløn for murer- og tømrersvende indførtes formelt
først med plakat af 6. april
1 8 1 3
, der gav de
2
fags svende samme dag
løn, men dog kun for reparationsarbejde, da byggearbejde skulle ud
føres efter akkord.
Både under strejken og tidligere havde der været usikkerhed om,
hvordan lønansøgninger o.
1
. skulle behandles. Om disse problemer si
ger kap.
1
, §
1 1
, stk.
3
: Hvis mestre eller svende har et fælles anlig
gende at foredrage, bør det ske skriftligt ved ansøgning, som af older
manden, på mestrenes, og af oldgesellen, på svendenes vegne, overle
veres magistraten, hvorfra den, med dennes betænkning, straks sendes
til vedkommende kollegium, for derigennem, når sagens natur kræver
det, at blive forelagt kongen.
Den lettere adgang til frimesterskab, som svendene opnåede ved
strejken, kom ikke til at virke efter hensigten. Frimestrene havde i al
mindelighed ikke råd til at betale 10 rdl. og
60
skilling for borgerskab
og 2 rdl. i indskrivning, som et par frimestre gjorde i slutningen af
1 7 9 0
’erne. Dette rådedes der nu bod på med kap.
2
, §
1 9
, der fastslår,
at en frimester skal betale det halve af det, en lavsmester betaler i bor
gerskab. At frimestre betragtedes som en art svende, også efter forord
ningen år
1 8 0 0
, fremgår af §
2 3
, idet de ifølge den skulle træde ind
som brandfolk, hvis der ikke var svende nok.36
Endelig resulterede strejken i, at politimester Johan Thomas Flindt
efter ansøgning afskedigedes i nåde og uden tab af indtægt. Afskeds
ansøgningen begrundede Flindt med, at han under den gemene mand
og pøbelen sporede en tilsidesættelse af den agtelse, de skyldte hans
charge. Men den egentlige årsag var en ganske anden. Under forhand
lingerne med tømrersvendene havde, som nævnt, Chr. Colbjørnsen
grebet ind og personligt indfundet sig i svendenes herberg for at tale
dem til rette. Svendene mente, at han havde lovet dem at opfylde
lønkravene og afviste derfor politimesterens afsendinge. Flindt følte
sig tilsidesat af Colbjørnsen.
Chr. Colbjørnsen var tidligere medlem af og sekretær for den store
landbokommission, fra
1 7 8 8
generalprokurør, dvs. juridisk vejleder
for Danske Kancelli, og, på grund af kancelllipræsident Chr. Brandts
alder og svagelighed, kollegiets virkelige leder. Hans mål var, at kom
81