78 / 217
Allan Tønnesen
mellem kongehuset og familien Konow, og da kong Christian X den
29. marts 1920 havde afskediget ministeriet Zahle og søgte dannet et
forretningsministerium, indtil nye valg var afholdt, var det på bag
grund af Konows store administrative erfaring naturligt, at højeste
retssagfører Otto Liebe, der var udset til at lede ministeriet, henvendte
sig til Konow. Han indvilgede i at overtage udenrigsministeriet og de
to militære ministerier. Ministeriet Liebe kom som bekendt kun til at
fungere fra den 30. marts til den 4. april, indtil kongen efter nogle af
danmarkshistoriens mest bevægede dage i nyere tid gav op over for
det politiske pres og udnævnte et nyt forretningsministerium under
ledelse af overformynder M. P. Friis. Som de øvrige medlemmer af
ministeriet var Konow gået ind af loyalitet og pligtfølelse, og han
forlod uden sorg denne post, som han ikke selv havde ønsket. De fleste
ministermøder var blevet afholdt i Liebes hjem i Bredgade, umiddel
bart bag Konows hus i Amaliegade, hvor også enkelte møder blev
holdt.
Samme år blev han udnævnt til kontreadmiral og chef for orlogs-
værftet, hvilket bl. a. betød, at de ofte årelange togters tid var forbi.
Endelig blev han i 1923 viceadmiral og flådeinspektør.
Som på bedstefaderens tid boede familien om sommeren i »Villa
Konow« ved Springforbi. Børnene var ved at være voksne. Den ældste
datter, Ida Marie oprettede sammen med en veninde, Fritze Ahlefeldt-
Laurvig, en lille mode- og galanteributik i den nordlige staldbygnings
mansard, i det tidligere såkaldte kuskeværelse, hvor hun og hendes
søskende som børn var blevet undervist. Efter husets farve fik butikken
navnet »A la boite jaune«, senere »Den gule Æske«, et navn, der
fulgte med, efter at baronesse Ahlefeldt-Laurvig som eneindehaver
flyttede butikken til Sankt Annæ Plads.92
Allerede o. 1920 var Konow begyndt at skrive sine erindringer.
Manuskriptet lå færdigt i 19 3 1 og var da blevet et omfangsrigt værk,
der særlig hvad angår skildringen af påskekrisen er en vigtig historisk
kilde, men i øvrigt er af stor interesse som et levende og engageret
bidrag til tidshistorien, ofte iagttaget nær begivenhedernes centrum.
Erindringerne blev udgivet i 1967 i to bind.93
I 1927 havde han fået sin afsked. Han var da 65 år gammel og
syslede endnu i nogle år med erindringerne. Da dette arbejde var
afsluttet, kunne han virkeliggøre sin drøm om at tilbringe den sidste
76