149 / 427
139
at forædle Joli, der har saa mange plebejiske Til
bøjeligheder eg al Tid vil gaa i Køkkenet og om-
gaas med Kokkepigen paa en altfor familiær Maade
og saa har jeg desuden Jæst Drachmanns Artikler i
Nationaltidende og kommet paa det Rene med, at
jeg ikke burde gaa frem efter den alfabetiske
Metbode, men hellere efter den Drachmannske, som
bestaar i, at tage en en enkelt Maler og rose ham, hvis
han maler efter Bonnats Metbode og rive ned paa
en hel Slump andre Malere, som maler paa deres
egen, Der er nu for Exerapel Zahrtmann, som er
en ægte Bonnatmand. Han har malet Nr. 284 «Fem
kloge og fem daarlige Jomfruer», som sidder i en
Klippehule. Ser De søde Fru Schrøder, Methoden
bestaar deri, at en anden Maler formodenlig vilde
have malet fem gode og fem daarlige, men Zahrt-
mann maler uden videre ti daarlige, fordi det er
mere overensstemmende med Virkeligheden og de
unge Piger nu til Dags, som i Reglen er nogle
Pjanker og slet ikke véd, hvordan de skal fixe sig
lidt op for at tage sig godt ud som vi gjorde i vore
unge Dage, og derfor har Zahrtmann ogsaa malet
dem som ti rigtige Sjudsker, som ikke har Begreb
om at sætte deres Haar ordenlig, eller sy deres
Kjoler saa de sidder. Der var et andet Stykke af
ham som Sørensen var aldeles forgabet i, det var
Nr. 285 «Apelsinbøst» og Sørensen har lige faaet
en Ladning fra Messina — det er sandt, jeg har
en med til Dem, men Dé snaa strø dygtig Sukker
paa den — og det mindede ham derom, fordi de
var ligesaa lysegule som hans og vilde absolut kjøbe
Stykket for at sætte det i Butiksvinduet i Stedet
for «Søde Messina» hvad han mente vilde være en
fin Reklame, men saa sagde jeg «Nej Sørensen, det
har
Du
ikke Raad til i Aar. Lad Du Zahrtmann
beholde sine Apelsiner og behold Du Dine Penge»
og saa blev vi enige om at lade være; men da vi
saa saa Zahrtmanns Nr. 286, hvor den katolske Bisp
dier hvad han er besøger Philip Heymann, saa blev
jeg dog saa begejstret derover og foreslog Sørensen,
at naar Justitsraad Sprækkeisen besøger os en Aften
hvad han plejer eu Gang imellem hvert Halvaar ior
at betale Huslejen, saa skal vi ogsaa faa Zahrtmann
hen at male et Billede deraf og se at faa det hængt
op paa Udstillingen næste Aar« Men det kommer
bare an paa skal jeg sige Dem søde Fru Schrøder
at Kunsten er fri og at hverken de gamle Parykker,
som de kaldes, eller andre Rykkere generer Kunst
nerne, saa at de kan hengive sig frit til deres Tran
spiration, naar de arbejder, og nu skal jeg hjem og
læse Drachmann om igjen og saa skal jeg op paa
Udstillingen og probere at se det Hele 1 den evro-
pæiske Kunsts Belysning, i Fald det bare ikke bliver
Graavejr igjen, fordi
saa
er det svært. Ja hold saa
bare foreløbig
paa
Bonnat og Zahrtmann søde Fru
Schrøder,
saa kommer De nok over det i
den
næste
Uge
uden at prostituere Dem. Farvel søde Fru
Schrøder
og Tak for Kaffe!
Som snedig Ulv i H o l s t e i n s Faarefold
Og heller aldrig kom i Chr es te ns Sold,
Er han dog Yenstremand og sjældent andet.
Som brandpolitisk Doktor har han dannet
Sig et Parti, der gav sig ham i Yold
Og anslaar Kammertonen helst i Mol,
Fordi det bliver valgt i Mol-bolandet.
En fin Konditor er den samme Gert,
Skøndt sit Parti han aldrig fik formert.;
Et baj e rsk Mindretal hans tunge Lod er i
Dog gaar han ufortrøden til sit Værk,
Og udi Odde r føler han sig stærk,
Ja næstendels saa stærk som en — stærk Odder!
x m .
V e l troner Wi n t h e r højt som Norges 5jælde
I Brandforsikringsfaget som bekjendt;
Dog fik han sig en farlig Konkurrent,
Hvor det om Slukningsvæsen ses at gjælde,
En Heros, der, lig Neptun, staar med Vælde
Som Hersker i det vaade Element;
Fra Gammel-Roma til St. Croix omtrent
Man lydt beundrer „Nejerkaptajn*5 Sche lde.
I Tinget er han altid Smaafolks Ven
Og véd i disse arbejdsløse Tider
At skabe Arbejd’, selv til Tømmermænd.
Mod Højre derimod han lidet blid er,
Og hvi s en Gang han aabner Munden bare,
Hvor „Skab e t “ skulde staa, man vil erfare.