153 / 427
143
Post-Scriptum.
«vHWPenueøjtffe, at
93orgemefter
taget
mig bet
iilbe op,
at
jeg
tyaoer taget
mig
ben
at fenbe benne ©frioelfe meb 93ty-Telegrafen og
iffe
meb Raften; t$i faafom min @frioe?9Waabe laber noget
gainmelbagfi, og jeg ligefom «øcrr 33orgemefteren er al*
beleø iffe alamobiff, maatte jeg Ocere helabet paa, at
$ofti
2
ftefieren lob flaa en iRobfrtb*@tr(eg ooer IBreflet
og jliffebe mig famme tilbage.
Faa Kneipen.
— Det er dog forfærdeligt, Alt, hvad den Bismarcfe
kan hitte paa, nu vil han jo lave hele Toldvæsenet om.
— Ja, det kommer an paa, om han kan klarere den,
saadan a.t lave et helt nyt ToldkammersyBtem.
— Jeg takker min Gud, jeg ikke er som disss Toldere
i denne Tid.
— Det har De Ret i, for de fle te af dem kan nok
synge den bekjendte Vise: »Jeg har væ't Tolderist.* Det
er vist ogsaa derfor, at alle Toldembedsmændene paa
Fotograf Ryes store Billede i Porten paa østergade ser
saa flove ud.
— Jeg saa i en Avis forleden Dag, at Importen bliver
saa kostbar, at man aldrig mere kan faa ægte, importerede
Havannacigarer fra Hirschsprungs eget Fabrik.
— Aa, jeg giver Importen en ged Dag, men man
siger, at Exporten vil drives i Vejret, og det syntes jeg
nok er for galt, naar de allerede nu paa Kafeer tager
35 Øre for en Export.
— Det mener jeg raed, og naar de sjia oven i Kjobet
vil tage Tolden af vores Spiritus, hvad bliver der saa
tilbage til os?
— Ja, man maa øve sig i Tolderance i disse Tider
— Og nu skal den gamle «Akoisebod» igjen begynde
paa sin Virksomhed.
— Næ virkelig? Skal der igjen være Sangerinder der?
Det er Skade, at de har revet »Glaciholm» ned, for der
syntes jeg var nok saa morsomt.
— Det er s’gu ikke Sangerinder, jeg mener, men
Toldfolk.
— Det gaar aldrig i Livet, der er dog en Told
grænse for vores Toldmodighed!
OverlamnAnydserens Dacrboe.
M a n d a g d. 2 2 d e ,
Faust.
Det var et Slag for Pe
tersen at det ikke var Schram, men Foss; Der var Fanden.
Og bandede i Et væk saa det led som et Tordenvær, der
rumlede; I Kjæideren. Hvorfra han herte Forestillingen.
Da han kom op var han gnaven og sagde; At han ikke
havde hert Med-Fistofeles, begrunnet i at hans Toner naa-
ede ikke ned til Kjæideren, men svævede frit omkring i de
hejere Regioner; Som var trøstende da vi saa maaske og
saa ban faa Foss til at synge Tenor, naar Christoffersen
gjer Skrue og Fraken Skovs Partier. Naar hun er i Lon
don og berømt. Og jeg kunde se det paa Foss at han
savnede sine Bastoner og saa hele Tiden ned i ferste
Parket. Om de skulle være der; Som de ikke var.
Men
den lille Svibel, vi har faaet, fandt Petersens Tilfredshed
med Overbærelse, formedelst hun var i Stedet for Fru Le-
vinson. Scm han elskede, og vi Andre ogsaa nødig vil af
med; Men maa. Og gid der nu af den Svibel, som er
Frøken Rosenstand, maa udvikle sig en Sangblomst til
Prydelse for Operaen; Som den kan behøve. Og det Øv
rige af Faust var ligesaa dejligt og gruopvækkende; Som
al Tid og Fru Erhart var stor. Naar hun bævede; Som
hun gjer tidt; Og har Grund til. Fordi Erhart bliver hende
berøvet; Paa et tidligt Stadium.
Hverdagskampe
paa F o l k e t e a t r e t af
Bang.
Som
er en nyfedt Sol, der i Østen gløder. Det er med Kunsten
Bom i Videnskaben, fordi man har store og smaa Værker
i dem begge. Og Bangs Stykke forholder sig til f. Ex.
«De Nygifte*. Som Rimestads lille til Erslevs store Geo
grafi ; Fordi der staar det samme i ; Men kortere. Tæppet
gaar op og Fru ilolst lader sig mærke med at hun elsker
Abrahams. Og Abrahams lader sig mærke med at han
ikke elsker Fru Holsfc; Fordi hun er gammel.
Som man
ikke kan se hun er, men F ra Borschenius, fordi hun er
ung; Som man heller ikke kan se. Hvorpaa Fru Bor
schenius lader sig mærke med at hun skal være naiv; Og
frier til Abrahams. Og Fru Holst lader sig mærke med
ingen Ting; Men rejser fordi der er sprunget en Streng i
Klaveret; Som er hendes H jerte. Hvorpaa Tæppet falder.
Og Folk klapper. Saa Klakørerne kommer nemt til deres
Fortjeneste; Den Aften.