Previous Page  200 / 427 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 200 / 427 Next Page
Page Background

190

su

Vilhelm Wiehe«

yst gjennem Luften i Dagen farer

Et Tog af Skikkelser, store, stærke,

Din Genius fører de stolte Skarer,

Som bære dit Hjærtes Vaabenmærke.

Ja, hos dem alle et Hjærte banker

Saa stort og varmt som Naturens eget,

Og Øjet glimter af høje Tanker,

Der dybt fra Sjælen til Lys er steget.

Og det er Børn af dit store Snille,

Som vandret har paa den danske Scene,

Som til dit Ry blev en evig Kilde,

Og som skal nævnes for Slægter sene.

Tak da for Alt, hvad Du har os givet!

For hver en Luftning fra Kunstens Lunde,

For hvert et Billed fra selve Livet,

Din Kunst os viste med Farver sunde.

Og Tak for hver Gang, din Stemme hæyed,

Paa stærke Vinger vor Sjæl fra Jorden,

Naar sødt og smeltende Rythmen bæved

Og naar den bruste som Storm og Torden.

Men mer end Takken, vi Dig kan bringe,

Et tolker mægtig, hvad os bevæger:

„Ej Hakons S t emme nu mer skal k l i ng e ,

Nu kan vi kun l æs e vor 0 b l e n s c h l å g e r ! “

Fru

Sørensen.

Ja søde Fru Schrøder, Deres

Kaffe kan være god nok af Posekaffe at være, men

De kan tro, det er alligevel det bare Vand imod

Tragtekaffe paa Selvlavermaskine, som jeg fik Sø­

rensen til at forære mig forleden Dag i Anledning

af, at det netop den Dag var syvogtyve Aar siden,

han første Gang saa mig hos Fru Mikkelsen, De

kan nok huske den Aften jeg var i lys Lilla raed

Roser paa Haaret og Livbaand, og Løjtnant Svane

sagde, jeg saa ud som en Sirene eller Najade, og

fik Lov at knappe min Handske, som Sørensen tog

fortrydelig op og ville duellere med Løjtnanten for

skøndt han selv kun var i Borgervæbningen, og De

kan ikke tro, hvor saadan en Maskine er dejlig,

fordi man kommer bare Bønnerne i og synder

Spriten an, som der staar i Opskriften, og naar

man saa mærker en Sischen und Brausen som der

ogsaa staar, er Kaffen færdig og jeg kan nok tænke

De har ikke Raad til selv at kjøbe Dem en, og

hvis nu Schrøder havde levet, saa kunde De jo have

havt Sølvbryllup til September, og saa kunde Sø­

rensen og jeg have foræret dem saadan en, og det

var Synd De skulde miste Schrøder saa tidlig, skøndt

rent ud sagt var det maaske en Guds Lykke alligevel

for det kau jo ikke nægtes, at Schrøder ikke var

bleven behagelig med Aarene men var meget

gnaven paa det Sidste, som han jo havde Grund til,

fordi De levede paa en altfor stor Fod, saa han jo

var nødt til at tage af Begravelseskassen, han var

Bestyrer for, hvad der jo var kjedeligt nok, ikke

fordi han jo egenlig mente noget Ondt med det, for

han var ved Gud en rar, skikkelig Mand alligevel,

men det skadede ham dog i Folks Øjne og det kan

nu en Gang ikke nytte noget, men man er nødt til

at rette sig lidt efter hvad andre Folk meDer om

En, og det var ogsaa det jeg sagde til Sørensen

forleden, da han ikke ville rykke ud med Pengene

til Petrine og mig, at vi kunde komme paa Stu­

denterballet, og det kan dog aldrig være Din Me­

ning, lille Sørensen, sagde jeg, at Folk skal tro om

os, at vi ikke har Raad til at komme et Sted, hvor

alle andre ordenlige Folk og de Kongelig oven i

Kjøbet er med og hvordan vil Du have at Petrine

nogensinde igjen skal blive forlovet, naar Du murer

hende inde mellem vore fire Yægge og Du véd jo

dog at om Sommeren kommer der Ingen til os fordi

Folk kan lugte Ostene nede i Lageret og det bliver

aldeles nødvendigt vi ligger paa Landet hvis vi da

ellers vil holde vores Omgang vedlige og saa gav

Sørensen Kjøb og vi kom jo paa Ballet og Petrine

var Primulaveris kan De tro, men hun dansede

kun med Theologer, fordi de har jo de bedste Ud­

sigter for Tiden og Fischer er jo desuden blpven

Kommandør, saa nu kan han jo næsten gjøre hvad

han vil, og saa kan Filologerne skyde en hvid Pind

efter at blive Adjunkter, og det har jeg ogsaa sagt

til Frits Grønbæk, at han skulde sjangsjére og blive

Theolog, men han har ikke villet, før forleden

Morgen, da han havde været til Klampenborgfesten

og var saa sagtmodig og andægtig paa Morgen­

stunden og saa havde jeg jo fat i ham igjen, og

han sagde saa, at nu ville han læse Hebraisk, som

han ikke kan, fordi han ikke er Jøde, men som

man læser bagfra ligesom Romaner og det er jo

dog rart han ikke' er nødt til at begynde forfrai,

som vilde være besværligt for et Menneske i hans