200 / 427
190
su
Vilhelm Wiehe«
yst gjennem Luften i Dagen farer
Et Tog af Skikkelser, store, stærke,
Din Genius fører de stolte Skarer,
Som bære dit Hjærtes Vaabenmærke.
Ja, hos dem alle et Hjærte banker
Saa stort og varmt som Naturens eget,
Og Øjet glimter af høje Tanker,
Der dybt fra Sjælen til Lys er steget.
Og det er Børn af dit store Snille,
Som vandret har paa den danske Scene,
Som til dit Ry blev en evig Kilde,
Og som skal nævnes for Slægter sene.
Tak da for Alt, hvad Du har os givet!
For hver en Luftning fra Kunstens Lunde,
For hvert et Billed fra selve Livet,
Din Kunst os viste med Farver sunde.
Og Tak for hver Gang, din Stemme hæyed,
Paa stærke Vinger vor Sjæl fra Jorden,
Naar sødt og smeltende Rythmen bæved
Og naar den bruste som Storm og Torden.
Men mer end Takken, vi Dig kan bringe,
Et tolker mægtig, hvad os bevæger:
„Ej Hakons S t emme nu mer skal k l i ng e ,
Nu kan vi kun l æs e vor 0 b l e n s c h l å g e r ! “
Fru
Sørensen.
Ja søde Fru Schrøder, Deres
Kaffe kan være god nok af Posekaffe at være, men
De kan tro, det er alligevel det bare Vand imod
Tragtekaffe paa Selvlavermaskine, som jeg fik Sø
rensen til at forære mig forleden Dag i Anledning
af, at det netop den Dag var syvogtyve Aar siden,
han første Gang saa mig hos Fru Mikkelsen, De
kan nok huske den Aften jeg var i lys Lilla raed
Roser paa Haaret og Livbaand, og Løjtnant Svane
sagde, jeg saa ud som en Sirene eller Najade, og
fik Lov at knappe min Handske, som Sørensen tog
fortrydelig op og ville duellere med Løjtnanten for
skøndt han selv kun var i Borgervæbningen, og De
kan ikke tro, hvor saadan en Maskine er dejlig,
fordi man kommer bare Bønnerne i og synder
Spriten an, som der staar i Opskriften, og naar
man saa mærker en Sischen und Brausen som der
ogsaa staar, er Kaffen færdig og jeg kan nok tænke
De har ikke Raad til selv at kjøbe Dem en, og
hvis nu Schrøder havde levet, saa kunde De jo have
havt Sølvbryllup til September, og saa kunde Sø
rensen og jeg have foræret dem saadan en, og det
var Synd De skulde miste Schrøder saa tidlig, skøndt
rent ud sagt var det maaske en Guds Lykke alligevel
for det kau jo ikke nægtes, at Schrøder ikke var
bleven behagelig med Aarene men var meget
gnaven paa det Sidste, som han jo havde Grund til,
fordi De levede paa en altfor stor Fod, saa han jo
var nødt til at tage af Begravelseskassen, han var
Bestyrer for, hvad der jo var kjedeligt nok, ikke
fordi han jo egenlig mente noget Ondt med det, for
han var ved Gud en rar, skikkelig Mand alligevel,
men det skadede ham dog i Folks Øjne og det kan
nu en Gang ikke nytte noget, men man er nødt til
at rette sig lidt efter hvad andre Folk meDer om
En, og det var ogsaa det jeg sagde til Sørensen
forleden, da han ikke ville rykke ud med Pengene
til Petrine og mig, at vi kunde komme paa Stu
denterballet, og det kan dog aldrig være Din Me
ning, lille Sørensen, sagde jeg, at Folk skal tro om
os, at vi ikke har Raad til at komme et Sted, hvor
alle andre ordenlige Folk og de Kongelig oven i
Kjøbet er med og hvordan vil Du have at Petrine
nogensinde igjen skal blive forlovet, naar Du murer
hende inde mellem vore fire Yægge og Du véd jo
dog at om Sommeren kommer der Ingen til os fordi
Folk kan lugte Ostene nede i Lageret og det bliver
aldeles nødvendigt vi ligger paa Landet hvis vi da
ellers vil holde vores Omgang vedlige og saa gav
Sørensen Kjøb og vi kom jo paa Ballet og Petrine
var Primulaveris kan De tro, men hun dansede
kun med Theologer, fordi de har jo de bedste Ud
sigter for Tiden og Fischer er jo desuden blpven
Kommandør, saa nu kan han jo næsten gjøre hvad
han vil, og saa kan Filologerne skyde en hvid Pind
efter at blive Adjunkter, og det har jeg ogsaa sagt
til Frits Grønbæk, at han skulde sjangsjére og blive
Theolog, men han har ikke villet, før forleden
Morgen, da han havde været til Klampenborgfesten
og var saa sagtmodig og andægtig paa Morgen
stunden og saa havde jeg jo fat i ham igjen, og
han sagde saa, at nu ville han læse Hebraisk, som
han ikke kan, fordi han ikke er Jøde, men som
man læser bagfra ligesom Romaner og det er jo
dog rart han ikke' er nødt til at begynde forfrai,
som vilde være besværligt for et Menneske i hans