196 / 427
186
Efterveer,
y
L
r ellernes Jubel og Fryd er forftummet,
Glæden Tvandt hen.
Vinen,
fom
yppig i Bægrene
ik um m ed ’,
Hvor er nu den?
Flagrende Vimplers og Banneres Tøj man
Skaanfelløft ftrøg.
Delikatesfer fra
K o k
og fra Røgmand
Svandt fom en Røg.
Løftelfens lyfende Flammer blev Afke,
Tungen blev træt.
Ho’det vil ej uden Sodavandsflafke
Flaike fig ret.
II.
O g EHLERS h an b y g g e d ’ p a a L arfen s P lad s
—•
O
hør,
o
h ø r, h v o r d e t d u n d red e —
En Feftfal af Lærred og Jern og Glas
For hele halvottende Hundrede.
De Borde, man dækked’, var værd at fe
Og blev, fom naturligt, beundrede:
Der ilod af Bouteiller en hel Armé,
Paa mere end elleve Hundrede.
Og der holdt man Taler — det gik excellent,
O hør, o hør, hvor de dundrede!
Om Højikolen, fom havde nys faaet endt
Sin Levetids fjerde Aarhundrede.
Dens Virken blev hædret, dens Navn berømt,
O hør o hør, hvor det dundrede.
Og mangen en Skaal paa dens Sundhed blev tømt,
Ja, flere end elleve Hundrede.
Med Vinens Aand og Begejitringens Glød
Hinanden man feltlig opmuntrede.
Til Hovedet Hoveditrømninger flød
Paa næiten halvottende Hundrede.
A f lærde Doktorer var Salen befat,
O hør, o hør, hvor de dundrede, —
Som Graderne tog og hver Ak en Hat,
Tilfammen fyv-otte hundrede.
Men bagefter Tømmermændene kom
Til mindft en halvfyvende Hundrede
Og vælted’ Lykfalighedstemplerne om,
O hør, o hør hvor de dundrede.
III.
Forbi! Det flydende Purpur og Guld
Ej mere vil ilrømmevis komme.
— Hvad gavner det vel, at man har været fuld,
Naar Flaikerne nu er tomme?
Se, Glædens Rofer i Axelitad
Vemodig visne og falme.
Endogfaa det ftakkels
M O RG EN B LA D
E r daarligt og lider af Kvalme.
Det tæres hen af et dybtfølt Savn,
Og ingen dets Længfel har ftillet:
Det favnede T y f k e n i Kjøbenhavn!
Se, Taarer fra Øjet det trilled’.
Sin gamle
TåUBER ej
heller det fandt,
ffan havde dog vift med Begjærlighed
Bevift fom værdig Repræfentant
Sin medfødte «Uundværlighed.»
Men
h an h a r
Forfald,
o g
Rektor
D a h l
H a r
Plads i vort Folkekammer.
Hvad Under om «Fællesorganets» Kval
Sig da vifer i Katzenjammer ?
Den
1 3
de i Maaneden
Tir,
Aar
124 9
efter
Jezdegerd,
,Musas Sen, den hoftebrede Guzlas førstefedte, H ilsen!
Allah er stor! Søn
af
m in Fader, m aatte m ine Læber forlænge sig til dine Øren! I disse
Kafirers By har der nu i lang Tid været Larm og Bulder, K lang af skingrende K rumhorn og af
de Profeten forhadte Klokker, Eaab fra T alerstole og Skraal af Mænd, hvis Buge vare udspilede
som Vinsække, saa din Faders Søns Øjne og ø ren have m aattet staa aabne som Stalddøre og
Søvnen er vegen fra hans Leje.
In sh a lla
! De ypperste af disse Vantros U lemaer have fejret
en stor F est, og deres Skæg naaede til Jorden og de vare
400
Aar af Alder. Og disse lærde
Kafirer sam ledes i Moskeen, og
Schahens Søn
var til Stede og
Schahen
af
Bogø
og hans
Mænd, og Haremm erne stode tomme og Kvindernes blottede Aasyn udbredte en liflig Glans
og deres
Scheik ul Islam s
R øst fyldte deres Øren og Mænd stedte i B asuner og de prisede
deres egen Visdom.
Allah Akbar,
og derpaa sam ledes de i D lemaernes Højsal, og de bragte
Trylle-Turbaner til a t sæ tte paa hinandens Hoveder, at de m aatte blive dobbelt saa vise som
før* Ved Profetens Mellemgulv, hvor kæmpede ikke disse vise Gjavrer om T ryllehattene, og
de, som ingen fik, græde. Og de, som havde faaet saadanne tidligere, stode uden for. Broder
i Islam , forstaar du d et? Og den ypperste Overulema hedder
Abu M advig Grammaticus.
Ved