204 / 427
194
Finalen,
Enfom og mørk er Folketingets Bolig,
Tyft og forladt,
Lukket er Døren, ingen Talerftol i
Salen befat!
Sorgen og Savnet kan vi næppe ftyre,
Vented’ de. faa længe, før dé drog af Sted,
Burde de havt Dyre
havstiden med.
Dog er med Haab vor Klagetone blandet:
C h r e s t e n s
Parti
Smelter i Varmen. Nys
A l b e r t i
danned’
E t Kompag 9!
Rebellion han gjør mod Bogødrotten,
Værne han vil fin «Uafhængighed».
Komme flemt paa Potten
Vil
B e r g derved .
Derfof- en
nyfødt
Sol
i Øften gløder
Klart gjennem
Sky.
Atter det ikilte
vil paa
Vælgermøder
Mødes paany.
Der vil det «oplyfte» Vælgerfolk de hylde,
Hverve dets Bifald, prife dets Fornuft
Og med Flolkler fylde
Kroftuens
Luft.
Der
vi! HIN L e d r e
trodfe «Venftres» Torden
Med fin «Perfon»,
B e r g
fom Orlogskonge ftøtte ved en forten
Tommers Kanon.
Der vil
A l b e r t i
fvinge
T a u b e r s
Klage
Som Uafhængighedsfane lilliehvid.
Hvo vil da beklage
A g u r k e r n e s T i d?
Hvad der laa om Smørret.,
Mo g e n s e n s Pande glin
sede i Junisolens Straaler
som en kæmpemæssig Ej-
dammerost, og i de smaa
smilende Fordybninger i hans
veludpolstrede Kinder, laa der
en stille, lys, lovende For
jættelse om stigende Smør
priser. Hans ø je gled langsomt søgende hen over
en Krukke Ånchiovis, dukkede derefter ned i en
Kurv med frisklagte Æg, bøjede udenom en mægtig
Skinke, stødte saa paa et røget Lammelaar og
dvælede akkurat et Sekund paa dette, for derefter
med et pludseligt Spring, ligesom en opskræmmet
Græshopper at kaste sig ofer en SiMefjerding.
Han udstrakte sin velformede, kjødfulde Haand og
greb et Blad Papir. Derefter vendte han med for
bavsende Tungefærdighed Skraaen, spyttede, rakte
Punch
Smørret og antydede med et svagt Grynt,
at han var villig til endnu denne Gang at lade Be
talingen opføres som en Debetpost i Kontrabogen.
Efter at have givet saa utvetydige Livstegn sank
hans Hoved skævt hen imod den ene Skulder, Øj
nenes Laage sænkede sig og Læberne skiltes ad,
fremvisende halvanden Tand, imellem hvilke
Skraaen kiggede fornøjet ud, som om den vilde
fortælle Verden, at den havde det godt hos Mogen
sen og slet ikke brød sig om at komme bort fra
ham mere. Med dette hyggelige Stillebensbillede,
afspejlet i Sindets og Sjælens bundløse Oceans
silkeglatte Vandflade, vendte
Punch
hjem til sit Bo,
fyldte sin Smørkrukke og begav sig derpaa hen i
sin amerikanske Gyngestol, for i Ro og Mag at
underkaste det fra Mogensen modtagne Dokument
en kritisk Prøvelse. Det lød som følger:
Å
Monsieur
Monsieur le Gourmand
Je ppe Jochums-en
å
Ludseroed.
Mon cher ami et compagnon de partie! Vous
pouvez prendre poison sur que j'ai hattu å Severin