209 / 427
199
Repræsentanter blev læste op. og
Punch’s
Hjerte
svulmede af national Stolthed, fordi han vidste, at
Danmark er et lille Land, men med store Digtere.
Og da Raden kom til Danmark, fremtraadte
Richard
Kaufmann.
Da var
Punch
nær revnet af Forfæn
gelighed, thi naar den mindste i Danmark bænkes
med de største uden Lands, da glæder ethvert ærligt
dansk Hjerte sig over denne Ære. For naar en
Trediedels Bearbejdelse af et Sekondteater-Kasse
stykke og en Syndflod af Bladartikler her hjemme er
saa højt agtede oden Lands, hvad maa saa ikke vor
øvrige Literatur være. Og
Eicard Kauffmann
talte
Fransk! Og alle de Fremmede syntes det Danske
var et mærkeligt Sprog. Og
Eicard
var evig glad
som al Tid.
Saa skiftede Drømmen atter, og
Punch
var
midt i Rædsejshetredømmet. Og ban stod blandt
Tilskuerne foran Revolutionstribunalet. Men det var
ikke
Feuquier-Tinville
, der sad paa Dommerstolen,
men den skikkelige Kamaerraad
Lsmbche.
„Gud
skelov!“ tænkte
Punch
, „han gjør saamæn ikke en
Kat Fortræd!“ Men i det samme blev en Mand ført
frem. Han havde traadt en Hund paa Halen. „Til
Guillotinen!“ raabte Kammerraad
Lemhcke.
— En
anden blev ført frem. „Hvad har Dn gjort?“ sporgte
Kammerraaden. „Dræbt en Loppe!“ svarede Man
den. wElendige! hvad havde det stakkels Dyr gjort?“
— „Den bed mig,“ — „Bed da Loppen Dig ihjel?“
— „Nej, men..“ — „Usling! Du burde have bidtigjen,
men ikke dræbt den. Til Guillotinen!“ — Atter
blev en Mand ført frem. „Hvad hedder Du?“ spurgte
Kammerraaden. „Ja hvem er De!“ spurgte Manden,
Lmibckes
Ansigt blev purpurrødt, „Jeg er kongelig
dansk Videnskabens Tortarkammerraad og Patent-
Dyrbeskytter i Kjøbenhavn, men hvem er Da?“ —
„Mit Navn er Panam.® Ved dette Navn rejste der
sig et Brøl fra Tusinder af Struber. Rasende Kvinder
styrtede frem bevæbnede med Saxe, Synaale, Knappe-
naale og andre kvindelige Mordvaaben. „Hæng ham!
Flæng ham! Brænd baml“ lød det i et hylende Kor.
Forgæves ringede Torturkawmerraaden med Klokken.
Forgæves søgte hans Adjutant Lieutenant
Wei*
med
dragen Sabei at holde Mængden tilbage. Overrets-
prokarator
Schyite
strøede uden Nytte sin Veltalenheds
duftende Blomster ud over Mængden og paskaldte
Respekten for den høje Protektrice. „Til Lygtepælen!
Til Lygtepælen!“ lød det.
Punch
blev ganske
underlig, Hans Samvittighed sagde ham, at ogssa han
var fuld af Brøde. Haa vilde snige sig bort. For silde!
Han var kjendt. Ak altfor kjendt! De greb fat i
ham og slæbte ham hen for Skrankea. Torturkammer-
raaden saa paa ham med et lynende Øjekast. Derpaa
greb han Klokken og ringede. Forunderligt! Ved
den første Lyd af Klokken begyndte Skikkelserne
at blegne og iø
3
e sig bort i Ta&ge. Det var ligesom
den skarpe, klare Klang skar dem
i
ssaaabitt« Stykker,
hvirvlede dem op i Luften
og
blæste dem ud af
Vinduer og Døre, Klokken ringede stærkere og
stærkere. —
Punch
slog Øjnene op. Det var hans
egen Dørklokke, der kimede. Han aabnede Døren.
Der stod Boghandlerens Dreng med den sidste
„
Androcles
“ /
sr i Danmarks Væng
og
Vange, Vange, Vange
Brænder ingen tropisk Sol,
Ingen Mø med gyldent Spange, Spang«, Spange
Sidder her paa Dronningstol;
I vor Folke-Lund ej mange, mange, mange
Store Glimmerblomster prange, prange, prange;
Men saa bar vi Anders Ta n g e , Tang e , Tange ,
En beskeden bly Viol,
Ja!
I sin fynske Vadmelskjol’.
Han kan Hjerter fange, fange, fange, fange
I sin Tales fine Net;
From som Due, snild som Slange, Slange, Slange
Lokker Vælgerne han let.
Snedig er vor Ande r s Tange, Tange, Tange,
Ja og ban er ikke bange, bange, bange
For at kjørc Mile lange, lange, lange
Bag paa Diligencens Brædt,
Ja!
Naar han ikke har Billet.
Nys Hr. Ande r s Ta n g e , Tange , Tange
Hopped’ atter op bag paa,
Og i Tider trange, trange, trange
Hjælp det var for Ho l s t e i n s Faa;
Gs han hjalp saa mange Gange, Gange, Gange;
Derfor skal i vore Sange, Sange, Sange
Plads for And e r s Tang e , Tange , Tange
Gratis altid aaben staa.
Åa!
Ham vi la’er ej længer gaa.