208 / 427
198
Et afhjalpet Savn.
Fa Bjørn bak vandred’ al Kjødets Gang,
Blev Venstre stedet i Ned og Trang:
Hve skulde vel Tabet lindre?
Nu ejede Folket i Danevang
Et Sandhedens Vidne mindre.
Vel fandtes blandt Frihedsvennernes Flok
Hin ædelig Herre — vi mindes ham nok,
Hin assenske Banebryder —
Men han var kun «moaerat* og var Kok
Ved en ganske anden Slags «Gruder».
Dog nu kan de rigtige Venstremænd
Åf ganske Hjerte sig glæde igjen;
Ej mer man Lars Bjørnbak begræder;
Thi nu har de Gottlieb Petersen
Som passende Stedfortræder.
For Landets Domstol Hr. Petersen kom:
Der kjender man ikke til Folkedom,
Hvad Venstre beklager saa bitterlig;
Den vejed’ Hr. Petersens Usandhed, som
Befandtes at være «vitterlig».
At han skulde strande i samme Egn
Som L y v - La r s , det var et daarligt Tegn
Og ikke just Vand paa hans Mølle.
Han kom til at ligne en Vihydegn
Ogsaa deri, at han er «sølle».
Dog Morgenbladledernes prøvede Ven
Har skaffet sig her ved sin sanddrue Pen
I Lighed med salig Pilatus
Og mange andFe navnkundige Mænd
En i Sandhed uheldig Status.
Thi han kan som hin fortjenstfulde Mand,
Der en Gang var Dommer i Jødernes Land,
Men nu kun er Støv og Aske,
Vist trænge til et forsvarligt Fad Vand
For sine Hænder at vaske.
£ 3
Den Luft, der laa under
Loftet i
-Punck's
Studere
værelse havde vagget sig frem
[over Slagterboderne og Hol
mens Kanal, den var bleven
bagt af Solen paa Kongens
Nytorv og havde suget Par
fume af Trankogeriet paa
jKristianshavn. Nu laa den
log blinkede søvnig op ad
Dørstolperne og Vindueskarmene, kjærtegnet af sagte,
dirrende Myggevinger og af staalblaa Spyfluers sum-
mende Vuggeviser.
Punch
strakte sig, gabede, greb
Morgenbladet
,
gabede atter og nikkede derpaa som en Mand, der
er nødt til at vedgaa en Ungdomsvildfarelse, nikkede
nok en Gang — to Gange, saa faldt
Morgenbladet
i
Spyttebakken.
Punch
sov, og
Punch
drømte.
Han drømte, at han var bleven Sultan i Tyrkiet og
sad paa en bøj, høj Trone og plejede Retfærdighed.
Og for hans Ansigt fremførtes Pascha
Riise,
og han
havde været rebelsk og sat sig op mod den høje
Port i
Tivoli
, og Pascha
Olsen
forlangte hans Hoved,
skøndt der slet
ikke var Noget ved det, og
Pascha
Dahlerup
ligesaa. Og Pascha Riise brugte
en fæl Mund og svor ved Profetens Skæg, at den
høje Port skyldte ham sin Tilværelse, men Dahlerup
Pascha sagde nej, og risede hans Bag, og Riise-Pascha
græd og bad for sig, thi han havde dog Del i Sul
tanens Divan, sagde han, og i Sultanens Divan drikkes
megen Punch, og
Punch
erindrede sig dette og skæn
kede Riise-Pascha Livet, men bød, at han skulde
sættes i Bladet og sælges sam
Punch’s
Slave i Bazar-
gangen eller i Kiosken, hvilket skete.
Og
Punch
drørate, at han ikke var Sultan mere,
men var Gjæst i Verdensstaden, ikke i Paris, hvor hau
har været før og faaet hæderlig Omtale, men i London,
hvor han ikke en Gang har ¿aaet Cobden-Medaille, og
han stod i en stor Sal, hvor alle Landes store
Digtere og Forfattere var mødte for at sige hin
anden Behageligheder. Og gamle
Victor Hugo
førte
Forsædet. Og Navnene paa de forskjellige Landes