212 / 427
202
I
Bogøs Rige er der
«
someildng rotten
».
A f Disciplin er fnart ej mere Spo r:
Man har gjort Mytteri mod Bogødrotten;
Den Magt, man levned’ ham, er ikke ftor.
— Nu ikal til fidft han puttes i Kachotten
Med dem, der fvigtede hans Sag i Fjor,
A f Sorg maa Folkehjerter gjennembores
I denne Tid.
0 tempora
,
o mores!
At tænke fig en folkekaaren Drot
Og falvet Fyrfte komme i Salveten,
Maa harme dybt hver trofaft Underfaat.
E t Land vil aldrig kunne trives godt,
Hvor Folk i den Grad haaner Pieteten
Og giver deres Konge paa Planeten.
— O Mo r g e nb l a d , du ikulde aldrig vovet
A t drive Spøg med «Karl den Førftes Hoved»!
Ja, det er trange Tider for en Fyrfte!
Paa deres Magt gjør frækt man Attentat;
Og ikke blot i Bogødrottens Stat,
Men feiv i Riger af de allerftørfte
Sig lifter mangen nihiliftig Børfte
Med hvæsfet Dolk, til Fyrftemord parat.
E t Venftrehoved bliver her ej undtaget.
Hvad enten det er kronet eller — kronraget.
Men denne Skæbne er dog grumme trift
For «den bevidfte Folkemagts» Heroer.
A t blive gjemt bag Fængfelsgitrets Rift,
Naar man har ventet, fom en Fugl paa Kvift,
At kunne flagre om til Landets Kroer
Og trumfe der med folkelige Knoer
I Bordene fom rigtig Pokkers K a ’le
O g
give
E s t r u p
dygtig paa hans Halel
Dog kan der findes Trøft i hver en Kval,
Som vore tapre «Frihedsmænd» kan ramme:
Her mellem «Moderat» og «Radikal»
Ses intet Glimt af Tvedragts fæle Flamme,
Her har de kæmpet paa den famme Val,
Her har de vift, at Maalet er det famme;
Om Mi d l e r ne lød uens deres Summen,
Men Ma a l e t var det famme, nemlig — Brummen.
Og
BERG,
den ftore Bondehøvding, faar
Vel fagtens ogfaa Has paa denne Prøvelfe.
A t
H o l s t e i n
dele maa de famme Kaar,
Vil ikke mildne lidt i hans Bedrøvelfe.
Og han «blev fiddende» forgangen Aar,
Saa i at «fidde» mangler han ej Øvelfe,
Og kan han faa en Taburet at laane der,
Saa kan han fagtens «fidde» det Par Maaneder.
(gnnn ett iübri ^.nnbang
till
$ r
0
ttiácn
m
bunkkriigcn.
o bíiffuer att bereite omtn,
buorümbe tfiet fiiben gii? Ubi
íriigen. JDdj uar tber ferft
een Itiben ftilftanb eíler uaapen*
buile, tjuorübi £>epí®cfoeíe*
defieren fcanb © m e oá>
Ijanb ©oerte*©cfoele*Oftefteren
g i f d j e r br uf fe forítig ueb tí)e
fomm po thentitb ubi
Ha í f n i a buíbtcé,
forbitt)e
böffbe
teífantmenS offuenna?mite foerte
©doelefaa uel unbt,
od) toeg baní) 15
i f er ueb
farnme leptigbeb forfet uiííenbeé tbermetb bocb et)
füge, att íjaub uct?tebe ficb att retjfe off, men fun, att
íjanb emot torfer, bebninger og grnntPigianere utanbe*
íigen ficbte uilbc, facnipenbeS el) font en Síibbere tiü
beft, men Ijopenbeés metb tiiben at funbe gjtare t^eí
titi (Sfíefantj paffuenbe to po fíaiben. ©fenn banb
gammíe SlUbertig,
lucfitenbeé fora’bberi ocp fitoöüeL
fpere tbenmber broeg Úaffeffinné bamtffen aff fiin
uenftrefpanb odp faftebe tfien tifí
©erre fiigenDe« fidj
ep metb flitg een fmarofjere bemenge uííle, o# benedj*
tenbe ©e r r e att uare- eenrett fol<fe*9Jíanb. ©arnme
gjiorbe fiotib
S a ub e r td'e fonnenbe
onbe©erre
aü íbett goebe ©lab, otp ueíaTuaTbige
3ael)le prebi*
debe SSbeliggelfenS Ueberftoffeligbet offner bannent.
0¿b tl)en arrme
©erre, tfier banb fiine tentmer?
ntcrnb quit bíeffuen uar, fant fid) fiit ganóte com-
pagnie bcroffuet- oc£ fammtiibigen ficf
bía’fenborríg
forfterdning aff banb
?lnner$ STa it g e omm bnilden
ftaar jfreffiten: «Summa diligentia omnia vincit» ífiet