260 / 427
250
Ved Skolemødet.
(J/J
\iiii
l i '
Yar hilfet, Dannerfoikets Lærerfkare,
Som, brændende af pædagogiik Sands,
Ej frygtet har at trodfe Rejfens Fare,
Men drog herhid til Fods, tii Lands og Vands,
For ved et Fællesmøde her at klare
Blandt andre Spørgsmaai med behørig Glans,
Om man bør tugte hver ulydig Pode,
Eller om han bør tages med det gode.
I kom ej hid for Navn og Ry at vinde
Paa Folketingets høje Talerftole,
I ftyred’ ikke op mod Magtens Tinde
For Portefeuillen mulig der at hole,
Nej, hvad der ene famled’ jer her inde,
Var pure Nidkjærhed for eders Skole;
Gid aldrig værre Henfigt lod fig tegne
Som
Maal for
E
r s l e v
og for Landsbydegne.
HvorBALDU iN D
a h l
og B
r e n n e r
angav
Tonen,
Skal Difkusfion om Skolefager føres
Og under bengalik Blus fra Lyfekronen
Oplysningsværket folkelig berøres.
Der, hvor i Luften fvæved’ nys Ballonen,
Vil mangen fvævende Forklaring høres;
Den anilaa Strænge vil i Folkehjerterne
Og fryde mer end Symfonikoncerterne
Ja, her er Sager nok, der gjøre kan
En Difkusfion derude meget fpændende:
Om Luftventiler, om Papir og Pennene
Man tale vil, og for det hele Land
En Lærerbrandforfikring faa i Stand ;
E t faadant Spørgsmaai kan dog kaldes
brændende.
Ja felv det skjønne faar en venlig
H ilfen !
— Der fikft du
Pæren,
Z
a k a r ia s
N
i l s e n
.
Men her bli’er ogfaa førget paa det Bedite
For Underholdning og for al Slags Sport:
Hver Skolemeiter, fom vil Mødet gjæfte,
Faar, naar han rejfer hjemad, fri Transport;
For Mødets Nytte grundig at befæfte
Paa Danik og Franfk man komme vil til Kaart,
Thi man har engageret for det famme
Hofgeografen af
E
r s l e v i
Stamme.
Med Rette bør vi derfor højlig hædre
Saa flink og nidkjær Skolemeftertrop,
Der fom det yngfte Danmarks Fofterfædre
Til Landets Hæder tugt vil et bedre
Og mere modent Folkeflertal op
Med funde Sjæle famt en dito Krop.
Langt højere vi denne Gjerning fætte
End Kroftuepjat og Kur til Taburette.
O 1 1 f f y ^
<§n JC'oefcøcKjsttOwffette
efter
*let K a lifo r n is k e .
^ ¡ r ."
, (Fortsat).
■
Næppe var dette biiiige
lOnske undsluppet min Førers
jLæber, fer efc halv Snes Skud
[knaldede ud fra Buskadset
fved Siderne af en Hulvej, vi
Snetop skulde igjennem, og i
)næste Sekund glimtede et
hilsvarende Antal Tomahavker
^ (foran os; mit Muldyr segnede
JT ■¿i«antruffet om, og mit derved
bevirkede Fald mod den stenede Jord berøvede mig Be
vidstheden, Da den vendte tilbage, befandt jeg mig inde
i Tykningen af Skoven, hvor jeg laa henslængt i Græsset
med bundne Arme og Ben, og i Nærheden af mig sad
nogleIndianere om
en Vagtild i ivrig Samtale. Ved
Siden
afmig laa Bill i samme hjælpeløse Tilstand som
jeg selv. Vi stirredepaa hinanden med et idiotisk Ud
tryk af svag Gjenkjendelse. Hans bundne Haand gjorde
nogle svage Tilnærmelsesforsøg overfor hans Vestelomme,
upaatvivlelig i den Hensigt at fremdrage en Skraa fra
dennes Dybder, men da det ikke lykkedes, sank han til
bage med et stille, resigneret Udtryk, idet hans Læber
hviskede en næppe hørlig Forbandelse, hvori Muldyrene,
Indianerne og jeg figurerede paa en mindre sammen
hængende Maade. Jeg laa og tænkte paa min Onkels
Spaadom og sendte i den Anledning en medlidende Tanke
til Ekviperingshandlerens Regning paa min Uniform, som
jeg skulde have betalt med den ferste Maaneds Gage. —
Efter et Par Timers Forlob blev vi vækkede op af vor
dosige Tilstand ved en pludselig Bevægelse blandt vore
Bevogtere; lidt efter gjenlod Skoven afFugleskrig lignende
Signaler, og efter nogen Tids Forlob traadte en herkulisk
Indianer ud af Krattet; vi saa strax, at det maatte være
Høvdingen. Paa et Vink af ham blev vi løste og førte
hen til Ilden. Han betragtede mig et Øjeblik skarpt og
vendte sig derefter til B ill, men ved Synet af denne blev
han staaende som rodfæstet, idet et Udtryk af den dybeste
Forbavselse malede sig paa hans Ansigt.
Bill studsede
og betragtede ham stift. Saaledes stod de i et Par Se
kunder, der forekom mig uendelig lange, men da lod det
paa en Gang fra begges Læber:
«Bill!» — »Guffy?" — De sank i hinandens Anne.