256 / 427
246
F o r F o d e .
4
ri i
i Bladenes Spalter for Tiden man ser
Kun Livets travrigSte Sider.
Klageraab høres der tiere og iler
Over de daarlige Tider.
“
Dagbladet„
véd ikkun Sidet Raad,
Og
„Bet'lingske“
slet intet større.
Marken og Engen er møget for vaad,
Og Aviserne meget for tørre.
Er Grunden til al denne Jammer og Kval
Maaske den Guldfod vi staa paa?
Den giver nok Landenes Kapital
De dejligste Fødder at gaa paa.
Eller finder monstro den granskende Sjæl
Skylden bag Bismarkske Skanser?
Krigsfoden har sin Akilleshæl,
Den findes
i
slette Finanser.
Er Grunden vel den, at Berg, der stod
Paa en god Fod med Resten af Vrøvlerne,
Staar nu med dem paa en daarlig Fod
Og kommer des Åarsag paa Støvlerne?
Ja, hvad er vel Grunden tii Kviden? Jeg tror,
Naar ret man det Hele faar vejet,
Er Foden, man lever paa, vist nok for stor,
Man saaler bestemt lidt for meget.
Fru
Sørensen:
Ja her har De mig saamæn igjen,
søde Fru Schrøder, og De kan tro jeg er træt, for
jeg kommer jo lige fra Udstillingen, hvor jeg har
gaaet og travet omkring i fire Timer ganske alene,
og jeg vilde havt Fritz Grønbæk med, men han
vilde ikke, fordi han er poetisk stemt for Tiden,
fordi han er forelsket og sidder og skriver Vers til
en ung Dame, som hedder
Alma
, tror jeg nok, og
jeg er bare bange for hun skal være
i Fam ilje med
den Frøken
Alma Mater
, Drachmann var saa
slem
ved og sagde om, at hun havde et mærkeligt Sønne-
register, som jeg fandt var temmelig upassende for
Ude og Hjemme
at optage, men for Resten var det
godt, jeg havde læst Drachmanns Digt, for det gav
dog saadan et godt historisk Overblik, som man
nok kunde trænge til paa Udstillingen, men næste
Gang skal jeg saamæn huske at tage Kofods Ver
denshistorie med, saa kan man nok følge med,
tænker jeg. Se lige naar man kommer ind, staar
der ikke den store Sveitser, som de havde sidst, for
han har vist været for dyr med det store Skæg,
han havde, men de har maattet nøjes med en Vox-
figur i militær Dragt, som forestiller en Landeværns-
mand af dem som var med at vinde Slaget i Kjøge-
bugt, De véd under ham, Niels Juel, som skal stilles
op nede paa Gammelholm, og saa kommer man ind
i
den store Sal, hvor der staar to Guldvogne og
den ene af dem var jo den, jeg har set Frederik
den sjette kjøre
i
som Barn, men jeg kunde ikke
finde ud af hvilken det var, fordi Kareterne var
vist byttede ora
i
Katalogen, saa jeg var ganske
vild paa Kareten til sidst, men i den ene havde
Dronning Caroline Mathilde kjørt, og det var hende
véd De nok som blev sat
i
Cellefængsel et Sted
i
Hannover, den Gang de styrtede Grev Struense og
fik Grundlov og Rigsdag eller Stænder var det nok
det hed den Gang, og opad Væggene staar der øa
hel Del gamle Skabe og Kister, men det var natur
ligvis kun dem Tingene var sendt i, og som var
stillet til Siden foreløbig, og bag i Salen var der
sat en Bondevogn med nogle Folk der kjørte i og
de var dejlige at se paa, især Ansigterne, men Klæ
derne var Noget gammeldags syntes jeg og jeg kunde
ikke begribe hvad det var til, men saa spurgte jeg
en Dame ad, og bun sagde at det var en Familje
der kjørte til Maskerade og jeg vilde gjerne have
havt at vide, hvad det var for en Billedhugger, der
havde lavet Gruppen, men det vidste hun ikke og
saa kom vi i Snak sammen og hun fortalte mig at
hendes Navn var Fru Pedersen og saa syntes jeg
nok jeg skulde kjende hende og véd De saa hyetn
det var søue Fru Schrøder, det var saamæn deres
gamle Veninde Malvina Flansen, som De nok kan
huske fra Ballerne i „Enigheden“ i vores Ungdom
og kan De huske, det var hende, der altid gav Pigen
gal Besked, naar hun skulde hente hende hjem, for
saa var Herrerne nødt til at tilbyde at følge hendø
og det var da ogsaa paa den Maade hun kaprede
Pedersen, for da lod hun, som hun havde giemi
Portnøglen og de stod saa længe og ringede paa
Portklokken at de blev forlovede og Pedersen drak
sig siden fordærvet og jeg tror ogsaa nok hun ban
kede ham, det sagde man da, og jeg var jo rigtig
glad
ved at se hende igjen og vi SDakkede jo om
gam le
Dage
og
vi talte ogsaa om Dem, søde Fru
Schrøder, at
De
dog
altid havde
været
saa god i
Grunden,
skøndt De jo havde Deres Fejl og var let
til at blive hidsig og muggen, og saa gik vi jo om-