252 / 427
242
disfe sørgelige Hundedage,
Hvor Varme næften er en Saga blot,
Og man med Hundekulde har fin Plage,
Hvor Luft og Hav kun vifer graat i graat,
Og Himmel, Jord og fexten Elementer
Humøret bringe kan til Bankerot,
E r det omfonft, at Hjælp og Trøfl man venter
Fra Barometeret, hvor Kvikfølvfoden
Des værre har bragt førgelige Renter.
Nej, derfom nogen Trøft er til paa Kloden
For Savn af Dyrehavens glade Liv
Og Meller J a k e l s hift i Fjæleboden,
Da er det vore Demokraters Kiv.
De tapre Mænd indfæbe førft hinanden
Og føre derpaa Krig paa Rage-Kniv.
Ja, der vil løbe meget Vand i Stranden,
Før denne Zulu-Kafferkrig faar Ende,
Nu, da man ret har faaet Blod paa Tanden.
Det gaar nu løs paa Kraft, maa man bekjende,
Skøndt disfe Tapre fikkert ftod lig bedft ved
Fredspiben kjønt og broderlig at tænde.
Men man hinanden flaar i Øft og Velt ved
De ftore Slag, fom kaldes Vælgermøder,
I Præitø, Skalbjerg, Horfens eller Næitved.
Af æ g t e Harme mod hverandre gløder
De Herrer Førere, mens i Trompet
For en f o r l o r e n Flertalsmagt de ftøder.
En faadan Splid har Verden aldrig fet
Fra hin forivundne Tid, da ftakkels Abel
Fik af fin Broder Kain paa lin Planet.
Den Broderikaal er fuldt faa miferabel,
Som Venftreførerne ikænke Smagen;
Vort Frihedsliv den næften gjør til Fabel.
Den Meningsforfkjel, de har lagt for Dagen,
I Grunden kunde frille til at fige:
Gaar hen, Skabhalfe, og forliger Sagen!
Thi det er Hip fom Hap i Venftres Rige;
De Moderate fom de Radikale
Er i Naragtighed hinandens Lige.
De ere begge lige ftjernegale,
Og deri
kan HIN LEDRES
Sørgekvad
Forliges godt med Alvorskvad af
ZAHLE.
Her den «bevidfte Magt» flaar felv fig flad,
Og begge Grupper ende nok fom Hvalerne,
Der aad hinanden i en faadan Grad,
A t man ej fiden andet faa end Halerne.
Car U f f y .
&n 2tvcida<^ynovMM
Mr
efter
WM
det K a lifo v n isk e .
(fortsat).
“Gufly, Sir!» udbrød han
med pludseligt Liv,
»Gud
velsigne Dem, Sir; for saa-
dan en
10
Aar siden kunde
enhver Patteglut i 5 Miles
Omkreds have fortalt Dem,
at han var den mest infame
_
Slubbert af en flink Fyr, De
kunde ønske at se for deres forbandede ø jn e ! Ja han
var et Jern. og i hans Tid var der aldrig en Bodhud at
se herudeomkring,
for han holdt det hele saa pænt og
ordentligherude, saa det var en Fornøjelse, og i Begyn
delsen gik der sjælden en Dag, uden han pillede saadan
en halv Snes Stykker af dem væk! Han forte en stille
Revolver, kan De tro! De skulde have set ham en Dag,
vi sad et Par Stykker nede i Toms Skænkestue i Byen.
Lige overfor paa den anden Side af Gaden laa der en
Neger oppe paa et Tag og reparerede. Vi vidste ikke,
hvad vi skulde tage os for, og saa hittede vi da paa at
skyde til Maals efter Negeren. Forst skod Bob, Harry og
jeg, roen vi ramte ikke. »Nu er det din Tur, Gufty,» siger
jeg. — »Vent lidt», siger han, »jeg vil dog ikke have, at
den sorte Rad skal stede sig fordærvet; der kommer den
tykke Jenkins, Fredsdommeren! han kan bruges til Under
lag!» Og i det Samme Jenkins er lige under Negeren,
fyrer Gufty, og Negeren falder lige ned i Hovedet paa
Jenkins og slaar ham ihjel paa Stedet.
Og jeg vil være
fordomt», tilfojede han, «om Gufly ikke alligevel selv be
talte Avertissementet orn Dødsfaldet! Flot Fyr, ser De,
Sir, og den nobleste Gut, som nogen Sinde har dinglet i
en Galge!« — Lidt efter vedblev han; »Guffy var heller
ikke bange for at vove sin Trøje. Jeg kan ganske tydelig
endnu huske ham ved den store Ildebrand nede ved Floden.
Fra et af Husene var alle Folkene komne ud, paa et lille
Barn nær, der laa oppe paa Kvisten. Ingen af Brand
folkene turde gaa derop, men Guffy han kunde; Han op
ad en Stige, fik fat i Barnet og ned med det igjen i en
Ruf, og hele Historien varede ikke længer, end de bruger
til at drikke en haly Pot Whisky!« —
•Det var æddelt handlet!« udbrod jeg bevæget.
— *Ja, det kan De forbande Dem paa, men véd De,
hvad han saa gjorde, da han kom ned?»
— «Naa?« — «Saa smed han, Gud fordomme mig.
Ungen ud i Floden! Ha h ! ja han var den grinagtigste
Hund, jeg nogensinde har truffet paa!»
— «Ja, men. Gud forbarme sig! Ung—, Barnet, blev
det da liggende der? = — »Ja, jeg fiskede det da ikke op,
og ser De, Sir,» tilfojede han alvorlig, «det kan gjerne
være, at det var bedre saadan, end som at det skulde