248 / 427
238
Sommerliv.
(Frit efter H
enrik
H
erts
),
3. Det var saa favrt.
Det var saa favrt under Fængslets Tag
I Fjor udi Prøvelsens Stund;
Jeg sad med Ryggen imod en Væg
Og Hornet jeg holdt for mia Mund
Udi Brummen.
Mit Navn det klang gjennero Venstre ud;
Jeg selv var i Hu saa mod.
Hvert Blad blandt Vennerne skjalv derved,
I Tanken alt hos mig de stod
Udi Brummen.
Lidt fra mig fløj en forfløjen Fugl,
Den Søjted fra Blæse nborg Kro;
Dens Fjædre var isprængt med udia&ni Guld,
Og skadefro saa ban mig bo
Udi Bramaea,
Mit Blad, som bed i det vaade Græs
Med Snuden mod Jorden ned,
Sprang op saa muntert med Halsen frem
Og glemte min Sorg og Fortræd
Udi Brummen.
Jeg marked’ paa liden Z ah le s Kvad,
— Han kvidrende udenfor stod, —
Jeg mærked’ vel paa min trofaste Hund,
At Lykken mig snarlig blev god
Udi Brummen.
Dog mest jeg mærked' paa Ho ls teins Ord,
Paa Køgsbro, som ikke var glad,
At disse, som ærgred’ mig Dag og Nat,
Vil snart Uge Plads, hvor jeg sad
Udi Brummen.
Fru
Sørensen.
De
mig igjen, for
J a
sode Fru Schrøder, her har
nu er
vi
jo kommen
ind
fra
Landet allerede, men vi kunde ved Gud ikke holde
det ud længere paa Grund af' Regnen, fordi Loftet
var ikke tæt, saa Petrine og jeg maatte ligge med
Vaaterpruf i Sengen og De kan tænke Dem, at for
leden Morgen fandt vi to Frøer i Servanten, hvor
de sad og gjorde Svømmeøvelser og Frits Grønbæk
drømte, at han havde set en Hvalfisk svømme om
kring ude i Gaarden og stikke Snuden ind ad
Køkkenvinduet, men det har dog vist kun været et
lille Marsvin eller en Vandrotte og Sørensen var jo
kjed af vi vilde ind, men han havde da ogsaa sit
paa det tørre, fordi han tog til Byen omMorgenen
Kl. 9 og kom først hjem Kl.
11
og spiste paa Re-
stavration og gik i Tivoli om Aftenen, mens jeg
trode ban stod i Butiken og passede sine Sager.
Og er det ikke mærkeligt, at han har saamænd allige
vel tjent saa brillant og jeg kan ikke begribe hvor
dan, men han siger* at han gik blot op og telegra
ferede til Rusland og det fik han saa godt betalt,
og jeg tænkte straks paa Frits Grønbæk, at saa
kunde han jo bare blive Telegrafist og Petrine med,
for de tager jo ogsaa kvindelige, og naar de saa
havde siddet en Maaneds Tid og telegraferet, kunde
de trække sig tilbage til Privatlivet og kjøbe en
Herregaard, men nu siger Sørensen det kan ikke
nytte, for dels var det kun Folk af Jakobs Stamme,
der fik noget ordenligt ud af det ved at telegra
fere de fem Mosebøger paa Russisk og dels er det
nu børt op, og det er vist paa Grund af de daarlige
Tider, som de snakker saa meget om i Aviserne og
jeg tror au ikke det er Guldfoden, der er Skyld i
det, somnogle siger, men ser De, søde Fru Schrøder,
det kommer saamæn alt sammen af at Folk ikke
gjør saa mange Selskaber og Baller som før, og saa
kan Pengene ikke komme ud mellem Folk, og jeg
véd skam nok, hvor Sørensen har tabt paa Delika
tesser og De søde Fru Schrøder, véd jo ogsaa, hvor
Skoen trykker og at det ikke er Guldfoden, der er
for stor, men Skoen, der er for lille, og De behøver
saamæn slet ikke at være undselig og genere Dem
for at De tidligere tjente en god Skilling ved at sy
Modepynt og brodere, jeg véd nok at det skal være
en Hemmelighed mellem os to, Gud bevares jeg skal
saamæn ikke røbe Dem for nogen Moders Sjæl,
skøndt jeg rigtignok ikke kan begribe, at fordi
Deres Mand, den salig Schrøder, var et Slags
Em
bedsmand, De saa skulde være for god til at arbejde
og min Fader var jo dog Kaptajn i Livjægerne,
men skulde Sørensen gaa bort, vilde jeg saamæn
alligevel ikke derfor være for hovmodig til at bro
dere lidt Pilleri for Modemagasinerne, naar det
kunde betale sig og den eneste Trøst i disse daar
lige Tider er da, at det kan ikke vare ved i al
Evighed og det vil nok kjælpe med alle de mange
Jernbaner, der bliver aabnet i denne Tid og med
Limfjordsbroen, hvor der jo ogsaa har været stor
Fest og det maa have været nydeligt at se paa,
saadan som det stod i Dagbladet, at alle Dragerne
var omviklede med Guirlander og det eneste, jeg
ikke kan begribe er, hvordan de saa har baaret sig