244 / 427
234
En
Emigrant
H Danmark vanker ikkun Sorg og Plage
For ftore Mænd, det er en afgjort Sag.
Til fremmed Land de gjerne bort maa drage,
Hvis de vil undfly Spot og Had og Nag.
Som fordum udi
T
y c h o
B
r a h e s
Dage
Os venter fnart en Tycho Brahes Dag:
Thi om en føje Stund
HIN
L ed re fe vi
At fige Danmark fit Farvel for evig.
For haarde blev til fidft ham Ønikenødderne,
For hans forlorne, hule Visdomstand;
Derfor han ryfte Støvet vil af Fødderne
Og vandre til et mer erkjendtligt Land.
Han, der har haft lin Plads imellem Rødderne,
Som nærede vort Frihedstræ med Vand,
Har over
a lt
Miskjendelfe i Sigte.
Det er unægtelig en trift Gefchichte.
Thi vil han bort fra Danmarks Jordbund drage,
Hvor Skæbnen hans «Perfon» blev altfor haard.
0 bitre Tab i Vi aldrig mer hans Mage
Som dialektiik Tulindkunftner faar!
Og der vil en Gang lyde Graad og Klage
Fra Blæf enbor g til As f ens Banegaard,
Naar han, hvem frækt man ftyrtet har fra Højden
A f Folkets Tillid, er for ftedfe fløjten.
Da er han bortel han, der ikred faa ftraalende
Mod Parlamentarismens høje Maal,
Som al Ting villende, men intet taalende,
Har gjort paa hver en Fordom grundig Kaal,
Som var den allerglattefte blandt Aalene,
Men ikke defto mindre blev til Aal.
Vort Tab er ftørre, end man ret kan fatte det,
Og den er ikke født, fom kan erftatte det.
Hvor han vil drage hen, hvad Ærespoft er
Beskikket ham til syvende og sidst,
Om han vil søge Hvile som Trappist,
Hvad eller han vil læfe
Pater noster
Som værdig Prior i et Frøkenkloster,
Derom man intet sige kan for vist.
Man véd kun, han vil kaste sine Tærninger
Og vil torsage Høgsbro og hans Gjerninger.
Men hvor han færdes paa den vide jord,
Om han maaske blot ryge vil og rejse
Ned til Berlin, til Brandes og «der greise»,
Hvad eller did, hvor Pebertræet gror,
Saa vil vor Sorg dog være lige stor.
Han vil ej mer paa Talerstolen knejse,
Imens hans Tunge liflig og forførende
Forsøger dølge, hvad han har bag Ørene.
^
v
G -
u . f f y .
K a lifo r n isk e .
Wy,GMV
1
a
’
o
Ed
tidlig Morgen fer en Snes
a
4
w \ / ¿ D i P i i É I I ?
^ar
6^ en sa(*
i e8
ve(* Vinduet
1
■ J
i
Værtshus i den lille
1
’
By Poker Flat ovre i det restlige.
ij
j
var Ingeniør i Sydsel-
> ^ ty V skabets Tjeneste og var kom-
manderet ud paa Opmaaling i
Omegnen af det nordlige Mu-
^ ckodistrikt. Jeg var ikke blind
™
for de Ubehageligheder, som
et Ophold i Nærheden af denne Indianerstammes Til
holdssteder kuude medføre, og mine Tanker, medens jeg
sad vea Vinduet, dvælede netop ved min gamle Onkels
Ord ved Afskeden; han hayde nem lig, da han herte om
min Rejses Maal, paa sin lunefulde Maade antydet det hen
sigtsmæssige i, at jeg, som han skæmtende udtrykte sig, an
skaffede mig et Patentskind til min Hals, hvilken for mine
Følelser højst behagelige Bemærkning nemlig indeholdt en
urrtiskjendelig Hentydning til det ubestridelige Faktum, at
det hurtige Avancement blandt det nævnte Selskabs Per
sonale paa denne Kant af Landet væsenlig skyldtes visse
spøgefulde Tildragelser, hvorved de omtalte Funktionærer
undertiden afbrødes i deres geometriske Beregninger af
en humoristisk Indianers Bowiekniv, ligesom i det hele
Livet paa dette Strøg unægtelig kunde medføre mildest
talt burleske Situationer, hvori Revolverkugler og skal-
derede Hoveder spillede en fremtrædende Rolle. I disse
Betragtninger blev jeg imidlertid afbrudt af min Førere
Ankomst. Det var en lille Fyr paa en 40 Aar, raed hvad
en Romanfortæller vilde have kaldt »markerede Træk» thi
hans Ansigt fremviste et velassorteret Prøvelager af Skram
mer i alle mulige Faconer og Størrelser. Der var over
hele hans Personlighed udbredt en uforstyrrelig Ro, der i
Forbindelse raed et vist vemodigt Træk ved Munden frem
bragte et velgjerende Indtryk, ligesom han i det Hele taget
havde ved sig dette uvilkaarlig vindende, som knnde bringe
et Menneske til at føle Trang til at invitere ham ned
paa den nærmeste Brændevinsknejpe og traktere ham med
Rom og Vand efter en ubegrænset Maalestok. — Med
ikke fuldt saa velvillige Følelser betragtede jeg mine andre
Rejsefæller, de tre Muldyr, som skulde befordre min Ba
gage og mig selv de 200 Mil til den næste Station; Synet
af dem var et Slag i Ansigtet paa mine zoologiske Be-