230
Den sorte Skole og Drachmanns Skole.
K an tate ante festum .
(Indleveret
f o «
Udkaft til
H o n e E R D
r a c h m a n n s
ioaarige
DigterjubilæumY
^Lang er den Dieter af Lemmer,
Gardervoxen og bred,
Det klasker i Gulvet, da Drachmann
Falder for Brandes ned.
Han trykker med Andagt den platte
Støvle mod Læben sin.
Drachmann kan ikke Hebraisk;
Men de kan begge Latin.
Saa vexle de Ros og Lovsang
Og pæne beundrende Ord;
Brandes bliver en Vismand
Og Drachmann en Digter stor.
Han rister „i Storm og Stille“
Runer „med Kul og Kridt“ ;
De rejse „den Brandes’ske Skole“
— Men den gik siden fallit.
Solo-Couleur.
„ D rachmann est magnus
,
magnus D rachmann e st“,
Terpet bli’er i Skolen ind og skrevet og læst.
Jøder smaa med Skæg om Hagen
Bamser Lektien hele Dagen,
Brandes svinger Tugtens Ris,
Morgenbladet
lig e rv is —
Magnus est D rachmann, Drachmann magnus est.
T o u r n é .
Det var i de Tider, da Hvidløgsduften
Svanger med Smagens Forfald
Gjennemlumrede Selvrosluftea
I „Fremskridtets“ Avgiasstald.
Da
Morgenbladet
hver eneste Dag
Tog Troen fra samtlige Degne,
Og Degnene snakkede med om hver Sag
Og bredte sig rigtig i Ro og Mag,
Og Drachmanjn i Bladets Kjælder
Lod „Fremtidsdigtene“ regne.
Da tog i „Partiet“ man Obligation
— Med Ros og Gjenros med Renter —
Brandes var Banken i egen Person,
Og Drachmann Sedlernes Prenter.
Man affandt sig let med de højeste Ting,
Vilhelm Møl l er og Flinch løb aved omkring
Som Mæglere for Kieresien,
Man kunde helt frit spekulere paa Alt,
Naar Spekulationen blot ikke gjaldt
Principet — Brandesmanien.
Da grunded man Skolen — den røde — her hjemme
Af Taine et lavstammet Skud;
Men Tiderne blev, som vi vide, saa slemme,
At Plantningen næsten gik ud.
Der kom i Partiet Angst og Fortræd;
Hvad skulde nu Drachmann synge?
„Dæmpede Melodier“ han kvad,
Som „Overkomplet“ paa Parnasset han sad;
Saa strøg han Flaget det røde
Og gik i en anden Gynge.
T o u m é R e s p e e t
«
( K o d i l l e ) .
Da gjorde han sit store Hop
Fra Socialismens Kratertop
Til Dybbøls blodige Skanse,
Hejsed’ i Masten Dannebrog op
Og høstede Tak og Kranse
Og Ros, som knap vilde standse.
Den steg ham til Ho’edet, den gjorde ham ør:
Han følte sig stor, ja større end før,
Svøben svang han — Uha!
Over „Mænd fra Ithaka“ .
Saa takled’ han til en Skude
— Men Skuden var lovlig skør.
Paa Esromsøen gjorde han Vind
Og sejled’ med orlogskongeligt Sind.
Men Blæsten tog i hans Klude
— Og nær var han bleven derude.
„Saa kom han i Land“ — lidt vaad og lidt flad,
Anløben var Kongekronen,
Og revnet Kanonen,
Saa Krudtslarn som fæle Pletter sad
Over hele Personen.
F a s !
Bort til Paris han rejste og gik ved Seinen i Pagt
Med dén „allerægteste Franskhed“, det har han jo
selv os sagt.
I
„Dagstelegrafen“
kan rummes
En grumme Hoben af Bavl,
Men hvad vil blandt dens Profeter
En saadan kongelig Savl?