245 / 427
235
^ ver^ørs te Forstmøde
danske Skovmand.
Deltagerne i dette allerførste
Qverferste Forstmøde samledes
^Yfk/ø'ifiX,
___pas ferste Sal i Gaar Morges
Kl. 10 og valgte i Førstningen
W til deres Dirigent paa Grand af
^ÉifrøLL
|
Førstefødselsretten den alder-;..
Efc-JV
første af dem, Overførster S k o v ,'
S k o v g a a r d , Sk ovsh oved e.,;
Dest førte Foredrag omhandlede:
„H vorvidt bør An
bringelsen a f Teltrader i de i Kjøbenhavns Nærhed lig
gende Skove anses f o r hensigtsmæssig?“
og holdtes af
Forstraad L u n d , G y ld e n lu n d ,
C h a r lo tte n lu n d.
Ganske vist — bemærkede Taleren — havde de med Tel
tene i Charlottenlund Skov vist sig temmelig indbringende,
og der var endnu Mange, som holdt paa Teltene, men
disse Teltholdere kunde han ikke være enig med. Hvad
man navnlig kunde bebrejde dette System var, at der
ingen Harmoni herskede i Teltene, ligesom disse bidrog
altfor meget til Formeringen af ubehagelige Rødder ved
det store Autal Sirener, man dyrkede der. Teltene trak
hele Næringen langvejs fra til sig, idet de havde for stort
Spillerum, og skondt han ganske vist holdt meget af Sko
vens Sangfugle, saa fandt han dog, at de forskjellige Si
skener optraadte altfor talrig og især for hyppig i For
bindelse med Tal-Lærken, der var bekjendt for sin Graa-
dighed. I det Hele forekom det ham ikke, at Indkom
sterne svarede til Teltenes Produktioner, og han var i
Henseende til Skovdrift principielt imod denne unaturlige
Forening af Lund og Ager; en Lundager udøvede ikke
nogen heldig Indflydelse paa det opvoksende unge Dan
mark. Lejlighedsvis berørte Taleren ogsaa, at han syntes,
at det gik tilbage med den Art Staldfodring med Koldt
og Varmt, som man i mange Aar havde faaet over Stalden.
Det andet Foredrag:
„Om den Skovshade
,
Oprethol
delsen a f Bakken i Dyrehaven afstedkommer“,
blev
indledet af Jagtjunker B a k k e s e n , B a k k e h u s e t.
Han
vilde straks bemærke, at han i sit Foredrag vilde give
dette Bakkedrag et Nakkedrag, fordi saavel Bakken som
Kilden vare Kilder til forskjellige kildne Spørgsmaal. Der
var ikke her Tale om den mindste Kultur. Kilden flod
kun sparsomt, hvorimod Omegnen flød over med Kommen
(Kümmel), der efter Haanden fordrev Fuselen, og Malurt,
der forbitrede Livet for Mange der. Dyrehaven gik ned
ad Bakke; det var noget andet, den Gang man ogsaa
havde en Bakke paa Bellevue, de to Bakker havde dannet
et passende Supplement til hinanden; men nu var hele
Bestanden paa Bakken Ross fra Ende til anden. De eneste
Trær, der ikke var Mangel paa, vare Manglétræer, og de
var til ingen Nytte, medens de Trær, der derefter hyp
pigst forekom, var Øltrær, og dem ansaa Taleren for lige
frem skadelige, og de Fagotter, man dyrkede paa Bakken,
var Intet værd paa Grund af deres Lyder. Ikke en Gang
de bekjendte Kirsten Piletrær var et Besog værd, da de
sidste Pileskud, de havde skudt, alle var Forbisknd og
Sideskud. Med andre Ord: Bakkens Anseelse var i Dalen,
Græsset var saa græsseligt, at det kun var en Taleniaade
at komme op i Høet, Ukrudt var der nok af, men de der
værende Lejer og Langkaal var kun sørgelige at se paa,
og paa flere Steder stak hele Stakke af Sengehalm frem
af Indelukkerne, hvor de kun forte en stakket Tilværelse,
og hertil kom, at Jordsmonnet antog saa karusælsomme
Svingninger, at det formelig lob rundt for En.
Det var
derfor intet Under, at det saa daarligt ud med det Dyre
liv, der førtes paa Bakken. Bjørne trak man ngenert om
med fra Morgen til Aften, rede Grise var der nok af i
enhver Svinesti, røde Hunde gjorde deres Hundekunster
alle Vegne og fik Beboerne til at fore et Hundeliv, alle
Slags Li-kør gik omkring i umaadeligt Antal og Karussel-
hestene gjorde Bakken til en hel Trommesal.
Efter Mødet var der for Skovmændene fremlagt for
skjellige Prøver af Træsnit, saavel fra ude og hjemme som
fra Mark og Skov, og efter at have set deres Snit skiltes
Forsamlingen ad.
greber, thi de dannede tilsammen en Enhed af Skabethed
og Vanskabthed, der vilde have gjort dem til en Pryd for
ethvert Musæum af Misfostre. Efter nogen Vaklen mellem
en spattet og en bovlam, bestemte jeg mig endelig for en
enejet, som jeg derpaa besteg, hverefter Toget satte sig i
Bevægelse. Der var endnu ingen oppe i Byen, saa at vi
heldigvis nsete naade Porten og red ud ad Landevejen.
Paa Vejen forsøgte jeg at indlede en Samtale med min
Fører, men han viste sig at være temmelig ordknap. Da
han hørte mit Navn, forraadte hans Minespil dog nogen
Interesse: *Bob Walker?» udbrød han, »kjendte en gammel
Fyr af det Navn ovre i Klefton-Bar, Slægtning, hvad?»
— »Det er skam nok muligt,» svarede jeg ivrig, idet jeg
begjærlig greb efter denne Mulighed for at finde Adgangen
til hans Velvilje, »jeg tror virkelig, at jeg har hørt, at jeg
har Familje paa denne Egn! Naa, hvor er han nu?» —
•Véd ikke, Sir, for jeg skal sige Dem, han blev hængt i
forrige Uge nede i Bull-Kross.» — »Naa, hm, ja saa,»
svarede jeg med en let Forvirring, »ja, det kan
kan
jo hændes den — bedste,» vilde jeg have sagt, men .ore
trak at ende i et Hosteanfald, under hvilket jeg blev fuldt
enig med mig selv om, at en indre Undersøgelse af de ge
nealogiske Forhold, der knyttede mig til denne Egn, uan
set, at de hvilede paa et illusorisk Grundlag, kunde medføre
Oplysninger, der var mindre tiltalende for min bamiljefø-
lelse. — Min Opmærksomhed optoges nu fuldt af mit Muldyr,
der af VejenB ujevne Tilstand tog Anledning til at vende
sin Karakters mindre elskværdige Sider udad, idet den
besvarede alle mine Opfordringer i Retning af Trav med
en parodierende Gjengivelse af denne Gangart. Heden var
trykkende, og jeg glædede mig derfor meget til den Skygge,
som ventede os, da Vejen nu bøjede ned langs med Kanten
af nogle store Skove. Denne Nydelse forspildtes dog for
.os ved den ubehagelige Opmærksomhed, som vor lejerlige
Procession fremkaldte hos Urskovens Beboere. Strax ved
Omdrejningen for et Par Snoge over Vejen til deres Hul,
i hvis Indgang de hengav sig til forskjellige humoristiske
Vridninger, der skulde antyde ironisk Rædsel over vort
Optog. Et Par Skovskader, der var indviklede i et hæftigt
Skænderi i Toppen af et Træ, horte øjeblikkelig op dermed
og brast i en skraldende Latter over vore stakkels Muldyrs
sørgelige Ydre. Til sidst blev vi forfulgte af en Flok Aber,
som under Hujen og Skrigen tildængede os med afrevne
Grene og andre Projektiler.
Heldigvis animerede disse
Optrin vore Muldyr til en kort Galop, som hurtig bragte
os bort fra vore Forfølgere.
Da vi atter sagtnede vor
Fart, henledtes min Opmærksmhed nu paa et Træ ved
Siden af Vejen, hvor et vældigt Gr. var indskaaret. Jeg
saa spørgende paa min Fører. — »Gnffys Træ, Sir,» be
mærkede han. — »Hvem var Guffy?»
(Fortsættes.)