237 / 427
227
den første Hunger var stillet, rejste
Mikkelsen
sig og
talte som følger: „Banen var nu aabnet. Han turde
sige, at et dybtfølt Savn hermed var afhjulpet. Alle
de Tilstedeværende vilde mindes denne Dag. Han
haabede, at Banen maatte bringe Lykke og Til
fredshed her paa Nørrebro. En Skaal for Banen!“
Et nifoldigt Hurra ledsagede denne Skaal.
Ligbærer
Ludvigsen:
En Keglebane er et
Billede paa Livet. Vi ere allesammen Kegler (Af
brydelse) ja figurlig, naturligvis. Og ligesom Keg
lerne staar ganske stille i Uskyldighed paa Brædtet
ikke anende Ulykkens umiddelbare Nærværelse,
indtil Kuglen kommer som den ubønhørlige Skæb-
ning og vipper dem over Ende midt i deres Mand
doms kraftige Aar, saadan staar vi Allesammen ogsaa
ganske ugenert og muligvis med Bægeret i Haanden
og vupti! Saa er vi den. Og saa er Potten ude.
Og det kan ikke nytte, vi gjør Mudder og gjør os
ubehagelige og si’er det var sletsinte Petersen der
skulde siae — for Exempel, for vi er ligefuldt
som knækkede Blomster, der visner og bliver meldt
paa Begravelseskontoret øjeblikkelig.
Og saadan
var det nu en Gang og det var alligevel økonomisk,
fordi, hvis det ikke var, blev der for mange Men
nesker og saa blev det saa dyrt at leve, at det slet
ikke kunde betale sig at blive ved dermed, og Be
gravelseskasserne vilde ikke faa flere Indmeldelser
og Ligbærerne kunde gaa hjem og lægge sig. Og
derfor vilde han udbringe en Skaal for Livets
Keglebane, fordi der var en Ende paa den, og han
vilde haabe, det altid maatte gaa livlig, og hvad
de nærværende Kegler angik vilde han ønske, han
mange Gange maatte være sammen med dem, inden
denDag kom, da der blev raabt „Alle Ni — Potten
ude“. Selskabets Skaal! (Hurra).
Kuapmager
Henriksen
syntes ikke rigtig om den
sidste Tale. Det forekom ham, at Ludvigsen havde
skruet sin Kugle saadan, at det var blevet til en
Puddel. Han havde ikke Noget mod at krepere,
da det jo dog ikke kunde nytte at indbringe noget
Ændringsforslag i den Henseende. Men han vilde
helst være fri for at høre for megen Tale om al den
Melankolskhed, der gemenlig fulgte med den Slags
Forlystelse.
Ludvigsen havde nævnt Kuglen, der
smed Keglerne over Ende, han vilde mindes Kvinden,
det var hende, der igjen stillede dem op, og med
Kvinden mente han Madam Mikkelsen, der havde
skænket Verden i Almindelighed og Mikkelsen i
Særdeleshed saamange smaa Kegler (Bravo!). Dør
var de tre Sønner og det var «tre Lange» og der
var de femDøtre, som han ikke vilde ønske maatte
voxe op til «fem Skæve», men Madam Mikkelsen
stod som Kongen eller rettere Dronningen midt
imellem dem, og derfor trode han nok, han vilde
slaa alle Ni ved at udbringe Kvindens Skaal i Al
mindelighed og Madam Mikkelsens i Særdeleshed
(Begejstring).
Efter at adskillige Talere endnu havde havt
Ordet og en Sang, hvis første Vers lød saaledes:
En Keglebane ny jeg ved,
J: Rullen gaav :|
Der ruller Kegler op og ned,
|: Rullen gaar :|
Og muntert gaar det beftandig med Drikkelfen,
For Keglebanen tilhører Mikkelfen,
|: Rullen gaar :|
Mikkelfens Bane Søgning faar.
var afsungen, begav man sig atter ned paa Banen,
der var festlig oplyst. Om Mængden af de senere
spillede Potter se vi os ikke i Stand til at give
nogen bestemt Oplysning, men kunne blot notere, at
Enkemadam Jørgensen, der bor skraas overfor, sagde
Dagstelegrafen
af, fordi den ikke bragte nogen som
helst Oplysning om det forfærdelige Tordenvejr, der
havde raset hele Natten.
*»undt omkring
1
uanmarks Væng
Har Yi Sommersol og Fuglesange.
Derfor Venstres Chefer Møder holde
Trindt i Landets Kroer for at —
For at vække Folket op til Liv.
Og som Sædemand hos Krostue-Værterne
Saa de Guldkorn ud i Folkehjerterne;
Frejdig frem paa Talerstolen trinende
Kaste deres Perler de for —
For det højt oplyste Vælgerfolk.
Ak! i Yenstreparadisets Vange
Har der nys indsneget sig en Slange;
Ved et Tab blev Førerne for Stammen,
Som man véd, uenige om —
Midlerne til Folkesagens Sejr.
Dog, den Strid vil ikke vare længe;
Thi de til hverandres Hjælp kan trænge,
Og naar Berg og Bojsen slaar paa Trommerne,
Gi’er de blot hinanden lidt paa —
Lidt paalidelig og kritisk Tvæt.
Derfor enig de til Kroen drager,
Hvor der vanker nok af gode Sager.
Der har Tauber tit og Schelde frit Plads,
Og den liden Zahle spiller —
Spiller paa sin Lyre meget skjønt.
Der man tale kan i høje Toner
Om de seks navnkundige Kanoner;
Selv om Talen taaget er og spinkel,
Glider den dog ned ved Hjælp af —
Ned ved Hjælp af Folkets sande Sans.
Og som i Rolf Krakes gyldne Oltid
Ved et ret gemytligt Fællesmaaltid
Samles man til sidst i Kroens Kalier,
Hvor man ender med at drikke —
Drikke Parlamentarismens Skaal.