236 / 427
226
En Jordefærd.
Oer
styred’ en Sejler mod Englands Kyst
Med Sorgens Banner i Stavn:
Et Kiges Haab og en Moders Trest
Blev sluttet i Dødens Favn.
Hjemløs han var paa den vide Jord,
\
Ej Husly hans Hjemland ham gav.
\
Nu bølger det sorte Sørgeflor
j
Dm Ørnen ved Kejserens Grav.
Han fulgte sit ædle Hjertes Kald
Og voved’ sit Liv for et Land,
Der med koldt Blod har set sine Yenners Fald,
Selv tryg bag det skærmende Vand.
Han udgød sit varme Hjerteblod
Forladt af et vanslægtet Kuld,
Som kun ejer Kraft og kun viser Mod,
Naar det gjælder at redde sit Guld.
Højsindet og trofast til Døden man saa
Ham ile i Farens Favn
For saa troløst et Folk, somdet Havskum, hvorpaa
Det har vundet sit Ry og sit Navn.
— Napoleonsnavnet med Sejershaab for
Saa vidt over Land og Hav.
Nu bølger det sorte Sørgeflor
Om ørnen ved Kejserens Grav.
Indvielsen
af
den aye Keglebane paa Nørrebro.
Sidste Søndag blev imødeset
med stor Spænding. Alt fra
den tidlige Morgenstund kunde
man iagttage, hvorledes Værts
husholder
Mikkelsen
hvert
tredie Minut stak sit Hoved
ud af Vinduet for gjennem
nogle mer eller mindre k0mpli-
erede, epipleptiske Halsfor
vridningerat forvisse sig om,
at Skyerne virkelig var i Færd med at fordele sig og
at Solen havde reelle Hensigter i Retning af at give
Møde. Inde paa Ban en herskede travl Virksomhed.
Tre voxne Stuepiger og et ukonfirmeret Appendix
skyllede Ølglas, skurede Gulv og strøde Sand paa,
medens Tømrer
Andresen,
der havde rettet Banen af,
laa henstrakt paa Maven for, idef han lod Blikket
glide henad den spejlglatte Flade, at overbevise sig
om, at ingen Splint eller Spaan vansirede hans nys
fuldførte Værk. Den nyfæstede Keglerejser, Krissjan,
havde allerede fra Daggry indøvet sig i sin besvær
lige og farefulde Bestilling ved med korte Mellemrum
at fare ind mellem de opstillede Kegler, sparke dem
over Ende og derpaa med en Fart, der for hver
Gang tiltog i Retning af det Ubegribelige, atter at
bringe de Faldne paa ret Kjøh
Endelig slog Klokken 1. Aabningeu var ansat
saa sent paa Grund af, at flere store Begravelser paa
den Tid aatoges at ville være besørgede, og de til
Festen indbudne Medlemmer af det hæderlige Lig-
bærerlavg paa denne Maade vilde se sig i Stand til
at overvære Festen fra dens Begyndelse. Klokken
slog som sagt 1, og de i Haven forsamlede Gjæster,
der med Utaalmodighed havde afventet dette Tids
punkt, begav sig i Procession ned paa Banen.
Mikkelsen
steg, efter højtidelig at have afført sig sin
Frakke, ved hvilken Lejlighed hans skinnende hvide
Skjorteærmer tilstrækkelig stadfæstede Madam Mik-
kelsens store Ry for Dygtighed i Finvask, frem
paa Banen, greb den store Kugle og idet han med
høj Røst sagde: «Nu gaar’en da», udslyngede han
med øvet Haand Kuglen. Det vægtige Projektil
rallede majestætisk henad Banen snart følgende den
ene Rand snart den anden, saaledes som enhver
Knnstforstandig ved, at den bør. Derpaa brasede den
med et bedøvende Brag ind mellem Keglerne. Et
jublende Hurra besvarede Krissjans Melding: »Otte
om Kongen!»*)
Der spilledes derpaa tre Indvielsespotter, hvor
efter man, atter i Procession, begav sig til Bordet,
der bugnede under den flotte Anretning. Efter at
*) En Referent har i et herværende Blad fremsat den
taabelige Insinuation, åt det Hele var aftalt Spil
mellem Mikkelsen og Krissjan og at de
»Otte om
Kongen* skyldtes et velanbragt Spark.
Forsaavidfc
ban imidlertid til Støtte for denne sin Paastand paa-
beraaber sig Krissjans Vidnesbyrd, skulle vi hertil
bemærke, at vedkommende Yngling er roere berømt
for sin livlige Fantasi end for sin Sanddruhed.