401 / 427
391
bidje ot!) HibeLanenbeg fantjlete
9 fo í en 0 r rí tí £ el) n ,
§openbe§, naar tfyet fomm tili ijangemeng ba atteríjolíe
^jcllp odj succurs aff ftitt priuate Uen.
^uilcfet od)
fícete, menn 2)ro3ften fyaffuenbei $£iibe bragt i?ann§
$nnjíag übt ^orffaring íoeb tljet mage fuobattne, att
S 3 a g g e r § Somfferier fottbe ep crfjoííenogctt ^orfprbting,
tp fjanb íoeb fyannem Hufe íjjemm mctf) een 53errefiff
odj uat fliigt ^afieltoeg omm enb een Sßere fuo bod)
ep nogen plaisir forr tf)en artnme 33a g ger. Dd) fore=
fallt poe fijen ttib ep utbere üben att Ipr.
©büren
Äfer fepbebe emot Cleresiet od) Ijanb gammele 2111=
b c e r t ig uillc ep fuare 5tienbe menn fun§ Otenter übaff
fttn <s>pare=Casga.
Den ælade Lærke.
Og ej om Saften, man faar fra Rhin,
Je g synger bare om den rede Lue,
Som danske Næser faar af Brændevin.
Lad andre synge om de skjenne Dale,
Hvor snan faar Champagnen saa godt som frit,
Je g synger om vor ægte nationale,
Vor Finkel og vor Kommenakvavit.
Her dyrkes Bachkus ej mer i Løndom,
Men i et Bomhus paa Afarvej
Paakalde kan man Spendrup og St- Brendum,
Og ter i Halsen man vorder ej.
Alverdens provisoriske Komplotter
Kan Folket ta ’e paa sin Samvittighed,
Med ott* og tyve Millioner Potter
Kan mange Pæle blive rammet ned.
Derfor vort Amtsraad vi med Rette hædre:
Det sørger for et tørstigt Publikum.
En Skaal for Raadets de vise Fædre,
Som ikke til vor Bommand sagde: Bum!
Bomlærken slaar nu sin klare Trille
I L y af Amagerbroens Bom,
Tak være S p o n n e c k , der ikke vilde
Den nægte grusomt Hus- og Hjerterum.
Og derfor kaste vi hvert et Baand væk,
Som alskens Fordom har vor Tørst beredt,
Og derfor vil vi hædre Hr. v. S p o n n e c k
Og blæse til hans Pris paa Glastrompet.
Saa vil vi synge om den rede Drue
Som fandt paa Næserne en herlig Plads.
Gid de som Fåkier maa i Natten lug,
A t vor Kommune spare kan sin Gas.
og dydig og blive belønnet og velhavende; Naar man
bare er ædel, og i 1ste A gt ser man den unge eventyrlige
Mands Fattigdom ; Som aabenbarer sig i Abrahamsen og
hans Kommode, der er skrøbelig og hans Lænestol, der
er slidt og hans Portemonnix, der er tom og hans Mave
ligesaadan, hvad man ikke ser, fordi han har gode Gang
klæder; Endnu;* Og solide Grundsætninger og Prinsippier;
Hvorfor han ogsaa hedder Maksime, som betyder det
samme paa Fransk. Og har en forloren Ven som er Pio,
der er flot med knlørt Lommetørklæde og lilla Handsker,
saa man kan se ban har Empløj ved en fin Forretning og
fri fra 9 til 4 ; Samt en ægte Ven som hedder Loppepæng
c g
er Prise og har et Fæstekontor og skatter Abrahamsen
nyt Augasjemang, men ikke hos os men hos V at; Igæn.
I andet A gt er man saa ude hos den gamle Larokke, som
kommer rokkende ind og gaar > Barndom og Fru Bork-
senius gaar i Barnebarndom med ham;
Under Armen og
er bedaarende; Men stolt. Ligesom naar hun gaar i Vaj-
senhusbarndoin. Og Fru Lumbylangehansen er Creolerinde
og fryser, Fordi hun er fin, Og Fru Holst er dejlig men
ond og Dorfpetersen fortstætter sit Pariserliv og er til
Morskab; For Galleriet. I tredje Agt viser den eventyrlige
men stadig fattige Mand sin Ungdom ved at være kras-
brøstig og ligge sig ad med dem alle sammen, hvad Malle
var kjed over, fordi bun mente at det gik aldrig godt; I
Længden; Som hun havde Ret i, fordi i fjerde Agt bliver
den fattige unge Mand eventyrlig og mødes paa Toppen
af Rnndetaarn med Fru Borkseniu». Og bliver lukket inde
Dersteds; Hvorefter han vil springe ud over Rabvirket;
Og gjør det; Hvorefter Fru Borksenins falder i Afmagt og
paa Gulvet, fordi hun er bange han skal brække sig.
Nemlig Arme og Ben; Som man nok kan være bange for;
Fordi han er i Ridestøvler.
Mellem fjerde og femte Agt
er man i Spænding, men bliver let, da Abrahamsen kommer
ind igæn og har ikke brukken sig men er sesyg og Ben
jamin bliver ulykkelig og kommer med Odekolonnie. Hvor
efter Abrahamsen lugter og bliver bedre og atter ædel;
Men Fru Borksenius er bare bleven endnu stoltere. Og
vil gifte sig med Dorfpetersen; Og paa det Sted maatte
jeg følge Malle ud i Gangen fordi hun fik Ondt; A f Be
vægelse; Og varme Følelser som maatte beroliges ved
Pebermynte og koldt Vand.
Men kom ind igæn i 7de
Agt hvor det gamle Larokkehoved for Familien er afgaaet
ved Døden og Loppepæng kommer igæn og er Dommer
og værdig, og Enden er lige ved at blive sørgelig fordi
de mangler Papiret, som Maksime har brændt mens vi var
ude, men Loppepæng redder dem, fordi han har Papir i
Brystlommen og Abrahamsen holder op at være fattig,
men bliver ved at være dydig; Som man ogsaa kan. Hvor-
paa de faar hinanden og Velsignelse.
A f Fru Lumby
langehansen; Og Publikum.
Qverlampepudserens Dagbog
^
(fortfat af hans Datter).
F r e d a g d. 2 8 d e .
E n fa t t ig u n g M a n d s E v e n ty r
i Folketeatret. Som H&jie Knallerup og jeg var henne
til for at blive opløftede og lære; A t man skal være fattig