404 / 427
394
D o g den arme gaar igjen,
Den ftaar op af Gravens Gjemme,
Hvor den blandt A l b e r t i s Mænd
Lader ganike li’fom hjemme,
Spøger felv paa CHRESTENS Fløj,
Ak, det er vift blot for Spøg.
Hvad har ftakkels N e j e r gjort,
A t ham ftedfe Højre hader?
Er den Gjerning da faa fort,
A t han er til Barnet Fader,
Saa beklag den arme Mand,
A t det ej benægtes kan.
Ansvarlighedsloven
j& JåL j
Brev fra St Croix,
få
Demerara, d.'
6
te December 1879.
Redaktør!.^
her Paa Øen gaa i
yoverspændt Forventning om,
hvilken Beslutning Rigsdagen
i Moderlandet vil fatte, thi vi
/
^
7 P y
synes at mærke, at Interessen
« ‘
for de vestindiske Daler . . . Jeg
v‘l ikke trætte Deres Læsere
J^ I
å
æ8t* en Fremstilling af øens
A Forhold, men skal doggjøre det.
Som bekjendt er de idylliske Tilstande længst
forsvundne, hvor Børnene paa Gader og Stræder spillede
Sukkertop med Melis Nr. 1 og Damerne sminkede sig
med Puddersukker, og da hver Familie hver Dag havde
en Pande Sukker paa sit Komfur og et Fad Sukker
paa sit Bord. Vi er gaaedo svært tilbage siden da,
og hvad er Skyld deri? Der er Åar paa Åar fulgt
Uheld paa Uheld,
og
de Sorte har stedse
stillet
større
Fordringer i Henseende til Len; som et lille Bevis
herpaa kan blot
anføres,
at medens tidligere første
Sort fik sort
Brød,
vil han
nu have Sukkerbrød.
Man
siger, at
vi
St.
Croater
er Skyld deri
og
at Planterne
er noget St. Janhagei, men iigeover herfor er og bliver
jeg en vantro St. Thomas. Hellere end
at
se paa, hvad
der kommer ud af Sukkerrørene under Gjæringsprocessen,
skulde vore Fagmænd tænke paa, hvad der kommer ud
af det, naar hele den sorte Befolkning
er i
Gjæring.
Snart tilskriver man os selv Misvæiteé, som om
vi kunde gjøre ved, at Sukkerrørene blev angrebne af
Sukkersyge, snart er det en Hage, man Suder ved vor
Agerdyrkning, men det forholder sig ikke såaledes.'
Hr. Hagemann har pløjet Reolerne igjennem, uden
at det hjalp noget. Hvorfor tilregner man os ikke
ligesaa godt Negeropstanden og siger, at sligt ikke
viide være sket, naar vi havde ladet vore Sukkerbesser
og skudt Negerne ned ined vore Sukkerkugler. Slige
Beskyldninger gjør kun Stemningen paa St. Croix
Bitter. Naar vore Plantager ere afbrændte, da gaar
det ikke med dem ligervis som med det Sukkerhus
«Ptoønix», der rejste sig af sin Aske, hver Gang længer
ude paa Fortovet. Nej, Sagen er, at Sukkerindustrien
JuLvad har ftakkels NEJER gjort,
At ej Højre ham blot hader,
Men hans Anf va r s l ov gjør fort,
Skøndt den ej det mindfte fkader?
O, beklag den arme Mand,
Svovlfur Graad udøfer han!
Stakkels
N e j e r !
Grumt og haardt
Man dit Forilag lod forfmægte!
Voldet blev det Ve og Tort,
Det kan du nok ej benægte.
O, beklag den ftakkels Lov,
Den behandles blot for Sjov!
I fin Fødfels Morgengry
Monne den i Tinget Plads ta’e,
H ø rup
fang i vilden Sky :
«Tingelingeling for Masfa!
Dette Barn, den Ting er klar,
Ligner paa et Haar fin F a e r
U
Hos hver fuldtro Venftremånd
Blev der Fryd og Hjertensglæde;
ZAHLE
døbte den med Vand,
B e r g
ftod Fadder til den Spæde.
ScHELDE
rammed’ glad en Pæl
Ned i Livet paa fig fel\
Ak, men hvad er Jordens Held,
Det, hvorefter alle ftyre?
Kun en Folkebank, hvis Gjæld
Dækkes fkal med Svovelfyre,
Kun et troløft Skum paa Vand;
Dét man ej benægte kan.
I et Udvalg Barnet kom,
Hvor det Mangel led paa Næring,
Og hvor ej det vorded’ fom
T a u b e r
ganike fri for Tæring.
Kort var kun dets Fryd og Held,
Thi det døde fig ihjel.