408 / 427
398
T^imbreve
til
Fætter Christian i Nykjøbing
,
en Christian $og!
—
Er Du rigtig i Ho’edet?
Her læser jeg jo i den al Ting vidende
Nykjøbing Tidende
En Tale af Dig
,
saa glubsk og bidende,
En Tale for SI esrig, en Skaal for de lidende
Brødre, at ej de skal tabe Modet
,
Men holde ud trods Bismarkske Bænker;
—
Christian! Hvad tænker
Du paa? Er Du gaaet fra Forstanden?
Du taler der om „ Voldsmandens Lænkeru,
Om
„Dansk og Tysk, som hade hinandenu.
Du maa hade kigget for dybt i Kanden!
For Fanden!
Nu gi'er vi jo netop Diplomaterne,
Er fine Venner med alle Staterne.
Det er blot til Stads, vi holder Soldaterne;
Nu har vi saa længe løbet Panden
Mod Muren og bare faaet fæle Skrammer,
Vi har mukket og pukket højt paa Traktaterne,
Vi har vovet os ud paa den glatte Is,
Og naturligvis
Har vi bare høstet Fortræd og Jammer.
Nu skammer
Vi os som pæne artige Drenge
,
Nu sætter paa Preussens Venskab vi Pris
Og kysser det store germaniske Bis.
Al Ufred og Strid, al Kiv og Klammer,
Der nu saa længe
Har sat det hele Evropa i Flammer,
Det lader vi bare nu, som det stammer
Fra det fæle franske Paris.
Vi glemmer vor bitre Nød og Sorg,
Vi glemmer det brændende Sønder bor
g
Og Dybbøls blodstænkte Skanse.
Vi glemmer, at Bøveme hærged vort Hjem,
Vi sætte vor Fane i Krogen i Ojem
Mellem visnede Sørgekranse,
Somfalder i Støv og synker i Glem,
Mens Uhlanen stikker sin Lanse
Tvers gjennem Paragraf 5.
—
Saa kommer den store Mand fra Varzin
Og siger, at nu er vi rare,
Og den gamle Erobrer hist i Berlin
Bliver venlig og højlig og flink og fin
Og la?er os forstaa, naar vi bare
Vil tro paa al Ting fra Spree til Bh in,
Og tage vor Mund i Vare
Og være hans Venner rigtig for Alvor.
Saa skal vi slippe for flere Klin
—
I det næste Halvaar.
—
Ser Du Christian: Nu er vi altsaa fenner
Med Tyskland. Nu skal vi lægge os efter
Paa alle Kanter, i alle Ender
At vise vort Venskab af alle Kræfter;
Det Drilske, som Bjørnson siger, der hefter
Ved vor Karakter, som til Bunds han kjender,
Det lægger vi af og kommer i Kiæ
Hos den tyske Kultur,
Hvis brede Flod
Skyller ind over Fordommens sunkne Mur.
Tænk
,
hvilken Lykke man der os byder!
Naar vi blot lover Bedring og Bod.
Alle de ægte, germaniske Lyder,
Alle uægte germaniske Dyder,
Sejre vundne ved Jern og Blod,
Socialister og Kommunister,
Bankerotister og Atheister,
Pessimister og Journalister,
Bismarkiter og Hr. von Bitter,
Israeliter og Jesuiter,
Sabelklinger,
Profosser og Bødeler,
Nobilinger,
Snigmord og Hødel’er,
Folk, som skryder,
Og Folk, som snyder
—
—
Aa Gad hjælpe os arme Jyder!
Pikkelhuer, Belejringstilstand,
Ind over Grænsen al Ting flyder
Uophørlig og uden Stilstand.
—
Trøst Dig Fætter! Det bli’er ej saa slemt,
Vi har Intet strøget,
Og Intet glemt.
Skammen vi ej til vor Sorg har øget,
Tanker er toldfri! Vi skal ikke svare
Til, hvad vi inderst i Hjertet bære;
Og skal vi Venner med Tyskerne være,
Ja saa
—
lader vi bare.