413 / 427
403
flyver fra Bueskyttens. Armbrøst! Albert i præker for
Bønderne! Hør, hvor det klinger! Det er Kronestykkerne,
der trille paa Sparekassens Bund. Dejlige Sorø! Du
er dø TJdtraadtes Perle. Hvo vil benægte det?
Til Slagelse By — ! hvad spejler sig her i
Perlens Giar? Forsvunden er Tauber, forsvundet er
Folkebankens Guld og grønne Skove! Se, Fjendernes
5lær kommer med flyvende Faner og klingende Spil!
Kampen er lang! Som et rasende Vildsvin hugger
Folkets Talsmand sine Hugtænder i Højres Sider! For-
gjæves! Ban maa flygte. Slagelse har ingen Perlemer!
Korsør — her druknede Du, oh Bæreatzen,
Taubers gammelrommerske Perleven, du, dør stod som
et Fyrtaarn med Blus paa Lampen i det oprørte Folke-
hav! Den vilde Svane flyver ud over det brusende Bælt
og synger en Sang saa sørgelig at høre. Den synger
om Stimænd paa natlig Færd, om den falske Kvinde,
der lokkede Ridderea i Bølgernes Skjed. Den synger
om Bysvendenes Voldsdaad, og dens Sang klinger, som
naar Brændevinsglassene i Kroen stødes sammen, og
Folk, der høre det, se spørgende paa hinanden og
hviske: Hvad var det? Men Svaret lyder: En And!
Korsør! Du er den sorte Perle i Venstres Perløsnor!
Berigtigelse.
Hr. Bedaktør!
Nogle Blade have meddelt, at
til „Lumpacivagadabundusu har
jeg lavet en femte Akt
,
hvilket,
siger man, beviser, at jeg selv
ikke finder min Ende tilfreds
stillende.
Jeg kan ikke staa til Tjeneste
med en saadan Indrømmelse. En
Eorsagelse, saa begrundet i Mangel paa almindelig
Menneskeforstand, og ydet saa helt, er, synes mig,
noget stort, og i det ethisk Store er der altid Forso
ning og Trøst.
Et Stykke, som ender dermed, har
en Ende, og at dette er den heldigste for alle Parter,
have Tusinder erkjendt med mig.
Men den er ikke sædvanlig og faar da den det
ikke sædvanliges Lod at blive bestridt. Noget smukt
er hændet med dette Stykke, nemlig at baade jeg og
de øvrige Personer have beskjæftiget hele det germanske
Publikum med samme Interesse, som om vi var deres
rigtige, levende Medskabninger.
Jeg er paa mine
Rejser dernede aldrig bleven Stykket kvit, og det kan
ikke fejle, at dette til sidst maa værke. Et Stykke,
der gjør Hovedpersonens Forsagelse af, hvad der
gaar til Hovedet, til Hoved- og Slut-Moment, lader
sig naturligvis fortsætte', thi det kommer jo kun an
paa, om Hovedpersonen, ligesom Bjørnson, forsager
Djævelen men ikke hans Gjerninger.
Man kan jo
heri være meget uvidende, men man kan ogsaa være
meget vidende. Imidlertid har jeg ingen Ende fanet
endnu.
'
Ærbødigst
S y l .
F o rfa tte r tit „ en god S tø v le“ m . f i.
O g paa Kongens Nytorv der stander et Slot,
Hvor Muserne har deres Rede,
Til Lyst er den prægtige Anstalt ej blot;
Nej, der kan man ogsaa sig kjede,
Hvor F a l l e sen raader for Borgen.
Han raader for
E ftera a rsso l og for
Regn,
For
Solglim t og Y aarluft
min Sandter.!
Han raader for
Je p p e
og for
P e r Degn,
Ja med
M andsm od
han gi’er Kommandanten!
En Chef for Theatret bor være en Mand,
Der lover ej blot, men bolder;
Og F a l l e s e n lover at være i Stand
Til at gi’e alle mulige Roller.
— jo , F a II es en raader for Borgen.
De Roller, hvori han til Dato fandt
Sin Styrke, for tidt os mindede
Snart em den berømte Pladskommandant*)
Og snart om
*den Væ gelsindede*.
F am ilien R iquebourg
var paa Vej
Til en sørgelig Skæbne at friste:
Først sagde ban Ja, og saa sa’e han Nej,
Og saa sa’e han Ja til det sidste.
Jo, F a Ile sen raader for Borgen.
Han opfyldte ydmygst med Hatten i Haand
Et. «Ønske« af en Minister,
Men afslaar i ren bureaukratisk Aand
E t billigt Ønske af P h i s t c r !
• Ja,» sagde ban, »iVej maa Du ikke ta’c !
Nej, Gu’ maa Du ikke
N ej
spille!
Men gjør blot som je g : et
N ej
til et
J a ;
For
N ej
er m in Vaudeville!«
— Jo, F a l l e s en raader for Borgen.
Dog maa han vel have en Grund til sin Gunst
At nægte den gamle P h i s t e r :
Hans egne Elever i Skuespilkunst
Til Sammenligning ej frister.
Hil være Hr. F a l l e s e n ! Bare hans Vink
Eleverne stedse maa gavne.
— Fra dem faar man næppe en
E lo k k er L in k,
Men Klokkere vil man ej savne,
— Hvor F a l le 6 en raader for Borgen.
*)
i «Syv m i l i t æ r e P ig e r» .